KW-ban_1.gif (8139 bytes)

Anmeldelse af "Vibe-O-Gram" i WeekendAvisen (10.9.99)

En længere artikel af Lars Villemoes, hvor der anmeldes en stribe "elektroniske" udgivelser:

"Spøgelset i maskinen"

Technoidt. Computere giver stadig lettere adgang til at skabe musik, men der er lige så få originaler i de elektroniske genrer som alle andre steder ...

(....) En mere traditionel popform, som i sin kerne med held og kreativitet har annammet klange og produktionsmåder fra flere af tidens elektroniske strømninger, høres på den danske all-round veteran Kasper Winding's seneste fornemt selv-producerede solo-album "Vibe-O-Gram". Det er en i forhold til Winding's tidligere plader markant økonomiseret og upoppet sangsuite, hvor Winding's stemme er mixet ned i niveau med de elektroniske klange og i en ofte støvet og henåndet stil glider smukt ind ved siden af de strømmende og simrende klangflader.

Håndelaget og den elegante swingfornemmelse i materialet kan ledes tilbage til Winding's nærmest livslange erfaringer som trommeslager og multimusiker, men "Vibe-O-Gram" er med sin kredsen om udsathed, kulde og dæmoni Winding's hidtil mest melankolske og som elektronisk produkt mest selvstændige kreation. Med sine velmodulerede sørgmodige strofer, indslag af ambient lyd og stedvis teatralske recitativer - og med overgribende elementer fra såvel house som trip hop og de cimematiske lydspor, som Winding er fuldt fortrolig med - opmaler "Vibe-O-Gram" i en zone mellem pop, jazz og elektronika et lille, mørktonet sørgmodigt univers, hvor kun få instrumentklange (overvejende akustiske guitarer) stikker frem af en ulmende, underfundigt bevægelig helhed.

Winding svæver over vandene i en computerfødt musik, hvor ophobningen af detaljer måske er let overskuelig i forhold til mange andre mere informationsspækkede elektroniske udgivelser. Men i det valgte stramt tøjlede format fungerer musikken med sit prunkløse anlæg og en fint sitrende indre spænding, jævnligt forløst med smukke udkoblinger fra de melodiske linjer i forgrunden til atmosfærisk underløbende strukturer og figurer.

PS: og tak for kaffe - selve anmeldelsen i sig selv må være enhver dansklærers drøm ...

 

backbutt.gif (2353 bytes)