Anmeldelse af "Vibe-O-Gram" i Politiken (11.9.99)Kasper Windings dygtige soloalbum savner personlighed (af Anders Rou Jensen) Det er for sin evne til at kreere lyd og skrue popformler opfindsomt og driftsikkert sammen i studiet, at den 43-årige Kasper Winding er blevet en betydelig bagmand i nyere dansk rock- og pophistorie. Det virkelige mesterstykke var naturligvis Windings (og Thomas Blachmans) indsats på Caroline Hendersons forbløffende debut-cd Cinemataztic fra 1995. Men glemmes bør det absolut heller ikke, at Winding i 1994 formåede at iscenesætte C.V. Jørgensen på en helt ny og tilfredsstillende måde på dennes langtidsholdbare nyklassiker Sjælland. Som solist har Winding haft langt sværere ved at markere sig på den rigtige side af det lidt for smarte, kvikke og funktionelle. Men hans flair for at kombinere en eksemplarisk stilsikkerhed med musikalsk nysgerrighed og udsyn er værd at bemærke. Det var således næppe tilfældigt, at det var Kasper Winding, der helt tilbage i 1992 på soloudspillet Uno Deux Drei Four var en af de hjemlige foregangsmænd med en musik, hvor den gryende dansescenes anvendelse af grooves og samplinger blev indarbejdet med stor overlegenhed. Efter mindre vellykkede indsatser som producer for bl.a. Maya Albana, Aud Wilken og Lois er Winding nu med albummet Vibe-O-Gram atter på banen som solist. Her virker det desværre, som om den effektive popsnedker Winding - altid god for en behænding omskrivning af Beatles, Prince og Sly & The Family Stone - totalt har veget pladsen for rytmemesteren og maskinbetvingeren af samme navn. Med sporadisk støtte fra Simone Bendix, Thomas Blachman, Ric Simpson, B.J. Cole, Dana Bryant og Maya Albana er Kasper Winding her, der og alle vegne på Vibe-O-Gram. Men pladens 12 indslag hæver sig sjældent over stilprøve- eller skitseplanet. Her er kun meget få regulære sange, og når Winding endelig synger, gør han det ofte med en sært hviskende og udflydende baggrundsvokal, der overlader alt for meget til fantasien. Vibe-O-Gram bliver derfor mest - og dét er for lidt - en dygtig demonstration af visse grundspor og greb fra Windings hånd. Tilløb til danse- og stemningsmusik, der enten savner krop eller personlighed, men som lige efter bogen kan repetere ekkoerne af house, breakbeat og trip hop. I længden bliver dog kun det kølige håndelag tilbage. Vibe-O-Gram er et glimrende visitkort fra en attraktiv producer, men som soloudspil savner pladen netop det vigtigste: en solist.
|
|
|
