Kasper Winding har aldrig været en bangebuks. Han har både spillet med Dexter Gordon og Shu-bi-dua, han har spundet CV Jørgensen og Gangway ind i modige produktioner, og han har givet den som Prince Light med falsetsang og lækkert hår. I 90'erne har han først og fremmest gjort sig bemærket som producer, især sammen med trommeslager-kollegaen Thomas Blachman i noget, der ligner et ideelt, kreativt partnerskab (spørg bare Caroline Henderson og Maya Albana).

Kasper Windings nye soloprojekt hedder Vibe-O-Gram og består af et konceptalbum, som gennemspiller en enkelt grundsang i mange forskellige stilarter og stemninger - med mere lyd-eksperimenterende musikalske afstikkere og lidt spoken word ind imellem. Det er sådan set nøjagtigt samme ide, som den engelske superproducer Trevor Horn førte ud i livet med Grace Jones-albummet Slave To The Rhythm tilbage i 80'erne - men hos Kasper Winding er der selvølgelig mere tidstypiske lyde og beats med.

Med en spændvidde fra trance-inspireret techno og dunkende strunk dance over valium-hiphop og ultradoven funk til akustisk ballade og heftig drum'n'bass, kan Kasper Winding fremvise en oprigtig, musikalsk åbenhed og nysgerrighed, som mange herhjemme i andedammen kunne lære noget af. Den musikalske frygtløshed er helt igennem prisværdig, men den udmønter sig dog ikke lige heldigt i alle forsøgene på Vibe-O-Gram. Selvom de fleste af numrene glider flot umærkeligt over i hinanden, så bliver det til mere kuriøse end medrivende stiløvelser et par gange undervejs. Det ligner lidt en musiknørdet egoistproduktion, selvom Maya Albana, Thomas Blachman, Julian Winding, B.J. Cole og Ric Simpson medvirker undervejs.

Men Kasper's vibe-o-grammer lever godt op til deres navn: De er som musikalske postkort, på en gang flygtige og blivende. Med overfladiske såvel som dybtfølte momenter.