Anmeldelse af "Vibe-O-Gram" i magasinet Blender 9-994 ud af 7 mulige blendere … af Klaus Lynggaard Det er en blandet landhandel, den gode Kasper Winding har fået banket sammen med "Vibe-O-Gram", det første soloalbum han udsender på sit pladeselskab, Pop Records. Fra Ibiza-house og singer-songwriter-ballader over Caroline Henderson-lydende europop og Underworld-sparkende big beat til rolige ambiente flader og jazzede drum’n’bass-rytmer, kommer han store dele af det moderne soniske spekter rundt – uden at ryste på hånden. Det er imponerende, men også en kende forvirrende, da materialet stritter i flere retninger. Det der binder pladen sammen på et overordnet plan, er dens cool grundstemning, hvor ro og overblik dominerer fremfor følelse og eksplosivitet. Mens dette skrives er temperaturen 30 grader udenfor, og så lyder et nummer som "Just walk" – med sit enkle, loopede, akustiske guitar-riff, sine klassiske synthesizers, sit overlegent fremadpiskende beat og sære, fjerne vokaler – både logisk og godt. Og set lidt fra oven er det eneste nummer, der stikker generende ud fra samarbejdet med Ric Simpson – som også synger – på singer-songwriter-ballden "Out there", der befinder sig på helt eget astralplan. Også samarbejdet med Thomas Blachman på "Day for night" har sin egen klang, men er faktisk meget humoristisk. Man kan virkelig høre at d’herrer har haft det sjovt med deres vocodere. Der er stadig noget smittende legebarnsagtigt over den 43-årige Winding. Måske er ordet filmisk det, der bedst beskriver bestræbelserne på dette på mange måder blærede album. At Winding emmer af musikalitet behøver han ikke længere bevise, og hans legendariske nysgerrighed overfor de nyeste landvindinger indenfor enhver form for rytmisk musik er usvækket. Der er ikke meget Frilandsmuseum over "Vibe-O-Gram", der besidder mindst et par numre med klub-potentiale, selvom det først og fremmest er en rigtig trip-plade til en ryger og en gå-tur med discman og malamut. "Catch the energy", den smukke "Lovin’ it" med tekst og recitation ved digterinden Dana Bryant, den mættede "The devil in me" og den flydende "12 string autostrada" er mere end noget andet: stemningsmusik, hvor det dansante ligger i "Lonesome 2", som man godt gad høre nogle begavede remix af. Hitpotentiale i klassisk forstand er der ikke så meget af, selvom "I fly" med ordløs sang af Maya Albana og recitation ved Simone Bendix godt kunne blive et sexet sommerhit. Cool, international og lettere drugget er effekten af dette vibe-o-gram.
|
|
|
