De vilde 80’ere- sex, drugs og parforhold Fra magasinet EUROMAN, april 1996 (artiklen/samtalen fylder ca. 11 A4-sider, du kan f.eks. læse den off-line gratis) Alle kender Renée Toft Simonsen. Alle kender Kasper Winding. Men de to kender ikke hinanden, selvom deres veje mødtes flere gange for godt ti år siden som henholdsvis supermodel og popstjerne. EUROMAN satte dem sammen, forsynede dem med en båndoptager og lod dem tale om de tidlige 80’ere. "Man tog sig selv meget alvorligt dengang," forklarer de. "De var en periode med gang i den, glade drugs, socialt samvær og glamour. Og AIDS til at lægge låg på festen." R: Vi har begge to været i New York. Du tog hjem i ’84, og jeg tog derover i ’82. Så der var alligevel et par år, hvor vi overlappede. K: Ja, men det var også det tidspunkt, hvor det var vildest, ikke ? R: Jo, det synes jeg. Altså det første år derovre boede jeg hos Eileen (Ford, red). Da jeg blev sluppet løs, begyndte det at blive festligt. K: Der var alle de der mærkværdige steder, som åbnede og lukkede hele tiden. Jeg synes, der var vildt meget knald på i den tid. Også i København. Der var de to fyre med stedet "On The Rocks". Selvom de kun havde det et halvt år, er det en af de eneste gange, der virkelig var knald på, også en tirsdag. Der var noget med tiden. Ligemeget hvor man kom hen i verden, så var der virkelig gang i den. R: I dag er det slet ikke på den måde. Men det har også noget med vores alder at gøre. eg har oplevet, efter jeg har fået børn, at man kommer ud og tænker: "Nu skal vi virkelig ha’ en night on the town." Jeg er typen, hvor festen først går i gang klokken fem om morgenen, og så fortsætter jeg til klokken bliver lort. Men jeg har oplevet, at når man så er kommet i gang og afsted, så står man der og hænger lidt og synes egentlig ikke, at det er så skideskægt og "Er de ikke lidt unge?" K: Men det er også meget typisk København. Nu bor jeg i London, og der kan man stadig gå steder hen, hvor der er alt muligt." R: Herhjemme er det lidt svært. Det er tit skæggere, hvis man er otte-ti stykker til middag derhjemme og sætter noget fed musik på og så bare står og gi’r den gas i stuen. Det er sjovere. K: Ja, hvis man går i byen, skal det være improviseret og helst på en tirsdag aften, hvor man ikke havde forventet sig noget som helst. Så kan det blive enormt skægt. Den der attraktion med bare at kaste sig ud i nattelivet … altså vi gør det en gang i mellem i London. Der er jo altid mere gang i den i en storby, men det har også noget at gøre med de drugs, man tager nu. Folk er så asociale … nu har jeg ikke selv rørt noget i ti år, men det var mere socialt at tage stoffer dengang. R: Gjorde du det meget i sådan noget ? K: Jeg har gjort mig en del i det, vil jeg sige. R: Jeg har aldrig rigtig været til den slags. K: Det er jo ikke noget, jeg er stolt af, men det har jeg. Men jeg gjorde det også i en periode, hvor man ikke vidste så meget om det. I dag er der ingen undskyldninger for at dumme sig. R: Jeg må ærligt indrømme, jeg var så naiv, at jeg ikke så det. K: Det lyder jo svært utroligt, vil jeg sige … R: Ja, det ku’ jeg forestille mig. Bagefter kan jeg godt se, at det var overalt, men der gik s’qu nogen år, før det gik op for mig, at det var det, folk foretog sig. K: Folk vil altid drikke og tage drugs, tror jeg. Stemningen i tiden er meget afhængig af, hvad der bliver drukket, og hvilke drugs man tager. Nogle drugs er sociale, hvor folk kommunikerer med hinanden. Sådan var det i 80’erne. R: Det var coke, ikke ? K: Jo … R: Folk lukkede sig ikke inde og stod på dansegulvet i tre timer. K: Nej, det gjorde de ikke. Det er også tydeligt at se i London, at drugsene er anderledes nu. R: Har du boet i London i lang tid ? K: Ja, vi har boet der i seks år. R: Nå, for fanden, Hvordan kan det være ? Hvorfor lige London ? K: Det startede med, at min kæreste kom på teaterskolen derovre, og det er jo så heldigt i mit job, at det egentlig er ligegyldigt, hvor jeg bor. Så vi tog derover, Julian var kun fem år, så det var tidspunktet at rejse på.
K: Kan du bruge noget af det du har lært, når du har rejst rundt i verden ? Synes du, det er en fordel for dig ? R: På mange måder ja. Jeg er blevet det ældre og har fået erfaring. Jeg har oplevet en hel masse og er vokset igennem de ting, jeg har oplevet. Hvis jeg havde gået på gymnasiet og derefter direkte på universitetet og så var blevet lukket ud fem år senere med en eller anden uddannelse, så ville jeg nok ikke have haft de samme evner og den indsigt, jeg har i dag. K: I virkeligheden er det jo dig, der har opfundet det at være supermodel. (Renee griner). Jamen det er det jo. Du var den første, der pludselig overtog den rolle, som filmstjerner havde før i tiden. R: Hvor man fik tonsvis af forsider. K: Ja, I overtog den glamour, Hollywood havde før i tiden. Sådan er det stadigvæk, men du var den første, der blev så kæmpestor, at ligegyldigt om man var i Timbuktu, eller hvor man var, så var dit ansigt der. Virkelig massivt. Modeller blev celebreties på verdensplan. R: Ja, det er nok rigtigt. Men det vidste man ikke dengang. K: Og I overskyggede pludselig Jeres kærester. Også da du var kæreste med John Taylor (fra Duran Duran, red), som var kendt. Da du startede, var der kun dig og så måske to andre modeller, der var så store. I dag er der ti. R: Men folk havde også brug for, at glamouren gik lidt af Hollywood. K: Ja, skuespillere og popmusikere blev en kliché. Det gik pludselig i stå og blev uopfindsomt og uinteressant. Men nu er der ved at komme glamour over det igen. Folk har indset, at det skal være sjovt igen (OBS: vi snakker her året 1996, red). R: Hvordan mener du ? K: Der kom det, jeg kalder den frygtelige periode, hvor vi alle sammen gerne ville tages alvorligt … R: Hvorfor kalder du det den frygtelige periode ? K: Jeg mener jo altid, at det, jeg foretager mig, er alvorligt. Men i showbusiness er man nødt til at have det lidt sjovt med det. Men så kom der pludselig en årgang i 80’erne, hvor det sjove blev sådan ulødigt, og alle skulle være ekstremt alvorlige. Pigerne måtte ikke have alt for sexet tøj på, det hele skulle være så perfekt.
K: Jeg synes jo, at det er meget imponerende, at du holdt op, da du var allerstørst. Det må have været svært, også fordi du var ikke så gammel, da du holdt op, vel ? R: Nej, jeg var 24. K: Det må kræve viljestyrke. R: Det ved jeg ikke, for mig var det nødvendigt. Som du selv sagde, gik det meget hurtigt i New York. Jeg arbejdede som en sindssyg, dag og nat og weekender – og så fik jeg min popstjernekæreste, og så gik det endnu hurtigere. Jeg mistede mig selv lidt til sidst. Pludselig var der gået 7 år, og så stod jeg der … og jeg var begyndt at tage det lidt for alvorligt. I begyndelsen anede jeg jo ikke, hvad Vogue (et af de største modeblade, red) var, men gradvist begyndte det at blive vigtigt at komme på forsiden. Og i perioden med at tage sig selv alvorligt rendte jeg ind i sammen med John (Taylor, red), hvor det hele netop skulle være så godt … K: Professionelle celebreties, ikke ? R: Nemlig. Havde jeg været med i det meget længere, så havde jeg nok mistet touchet med, hvad der var vigtigt, og hvad jeg egentlig havde lyst til. Om jeg havde lyst til at være sammen med denne her popstjernekæreste og flyve og fare verden rundt, om det virkelig var skideskægt. Folk har en opfattelse af, at sådan et liv bare er toppen, og så erd et til middag med David Bowie den ene aften, og så er vi i Singapore den anden, og det er jo simpelthen … det er glamour, ikke ? Men når du er i det, så ved du jo også, at det hele ikke er så glamourøst. K: Så du skulle bare ud ? R: Ja, jeg kan huske, jeg tog fra New York til Paris. Min revisor solgte min lejlighed og pakkede, jeg tog ikke engang tilbage for at pakke, fordi det var bare clean cut, nu skulle jeg ikke det mere – og så tog jeg i kibbutz for "ligesom at komme i kontakt me mig selv." (griner). K: Var det fedt så at være i kibbutz ? R: Det var genialt, er du sindssyg ! At stå op klokken fem om morgenen og tage ud og plukke frugter og sådan noget, det føltes hamrende sundt – i sit blå arbejdstøj, og der var ikke nogen, der så på, om jeg havde makeup på, eller om håret sad. K: Det lyder som om, det var nemt for dig. R: Ja, det var det faktisk. Folk har altid sagt "Nej, hvor er det flot" og "Hvorfor holdt du op på toppen af din karriere?" og "Hvordan kan du sige nej til så mange penge hver eneste dag?" K: Ja, hvordan kan du gøre det mod dig selv ? (griner) R: Jeg er ikke mangemillionær eller noget som helst, men jeg er okay. Det er nemt at sige, at der er andet i livet end penge, fordi hvis man ikke har nogen og aldrig har haft nogen, så kan det godt virke, som om det er det vigtigste af alt. Men jeg har prøvet det, så jeg ved, at det ikke gør dig lykkelig. K: Laver du stadig noget ? R: Ja, jeg har en kontrakt med Biotherm, og så arbejder jeg for InWear. Jeg blev ringet op for nylig, hvor alle topmodellerne, og også de gamle, skulle flyves til New York og fotograferes, men de ville ikke betale noget særligt for det. Jeg tager et job engang imellem, men jeg vil have knaster for det, ellers gider jeg ikke. InWear er noget andet. Det er skidehyggeligt. Med mine to små børn er det næsten som at få ferie, når jeg tager på arbejde der. Jeg tager afsted engang i mellem, og så smager man lidt på verden og på glamouren. Det er OK at få en mundsmag en gang imellem. K: Det er noget andet for dig nu, ikke ? R: Mit liv er så anderledes med børn og studie og alt sådan noget – jeg vil ikke sige det er hverdagsagtigt, for nu sidder jeg jo f.eks. her med dig, men det er det alligevel, fordi børn står jo op klokken syv om morgenen, og du kører hele dagen, og når børnene endelig sover, ja så er man hamrende træt. Så det er hverdagsagtigt på en eller anden måde. Jeg tager til forelæsninger og tager mine eksaminer. K: Børn gør tingene hverdagsagtige. Når du har dem hos dig, grounder de dig på en sådan måde, at der er nogle ting, du simpelthen bare skal gøre. Der er ingen diskussion, de skal op om morgenen, de skal have tøj på og sådan nogle helt basiske ting. Men det er jo i virkeligheden også alt det, der er naturligt. Det med at være popstjerne ved siden af, det er der, skruen røg af. R: Ikke fordi det at være popstjerne og supermodel ikke er det virkelige liv. Men det er ikke nok. Man vågner ikke op en morgen og bare føler, at det er ens kald at være supermodel, det må jeg bare. Da jeg holdt op, fandt jeg også ud af, at det lille er stort, at man ikke behøver at vide alt, hvad der foregår i verden. Der er nogle mennesker, de skal jo videre ud gennem ozonlaget og ud i rummet, de må bare videre hele tiden og vide alt muligt. Jeg ser meget det store i det små, også fordi jeg har fået børn. Selv om hverdagen for udenforstående godt kan se ens ud og ligne en trummerum, så er der mange store øjeblikke ... det er heeeelt kliché-agtigt ! K: Ja, man kan se overskriften allerede: "En pige med begge ben på jorden". De skulle bare vide alt det, vi snakkede om, da vi slukkede for båndoptageren, haha. R: Ja, men det var jo mest kompromitterende for dig, hahaha. K: He. K: Du kom ud af denne her business uden at være sørgelig. Men der mage, der ikke bare kan nøjes med at være modeller. Så skal de være skuespillere og TV-stjerner. Hvorfor fa’en skal de også være skuespillere ? R: Men du har da også skiftet over ikke ? Du producerer, fremfor at være popstjerne. Det er selvfølgelig indenfor den samme genre, men fra at være foran mikrofonen, er du nu bag den, ikke ? K: Ja, men nu er jeg smidt ind foran mikrofonen igen … R: Er det rigtigt ? Fortæl …!! K: Altså, nu har vi bare fået en stor pladekontrakt med mig som forsanger. R: Naej ! K: Jaja, men det er så med orkester og ikke bare med mig som solist. Vi hedder Pop From The Deep End, og det er nok i den mere avancerede afdeling, vil nogle nok mene (i den dybe ende af bassinet, red). Pladen kommer snart, så skal jeg sende en over til dig. Men jeg vil aldrig kunne gå tilbage og være solist. Jeg har ikke længere den der helt vilde ekshibitionist inden i mig. Det er ikke længere så vigtigt for mig at stå og være lækker. R: Det kan jeg s’qu godt forstå. Men du har lige lavet noget med eh … R: Og du fik en masse Grammyer. K: Ja, det var skønt. Og de er helt vilde med det i udlandet … Hun er skidego’ til det der med at være popstjerne. Hun er halvt svensker og halvt amerikaner. De er helt anderledes gearet end danskere, der nærmest undskylder, hvis de har succes. R: Det må da også være fedt for dig. Vil du gerne producere mere ? K: Nej, det vil jeg faktisk ikke. Det er et tilfælde, at jeg er blevet det … R: Haha, nu undskylder du selv "Åh nej, det var et tilfælde …" K: Jamen … R: Nej, jeg driller bare. Men hvis du ikke vil producere mere, så kan du jo ikke rigtig bruge den succes til noget. K: Jo, men i et begrænset omfang. R: Du er åbenbart også skidedygtig til det. K: Ja, det er jeg. Hehehe. Helt ublu ! R: Fortæl mig, hvad du så gjorde, da du tog fra New York. Du blev skilt og så ? K: Ja, hvad gjorde jeg så ? Det var meget ping-pong, jeg rejste frem og tilbage. R: Du blev meget populær herhjemme med din egen musik. K: Jo, det var lidt et boom, som varede til jeg flyttede til England i slutningen af ’89. Det va skønt at komme lidt væk, altså jeg var træt af at være popstjerne. R: Så du tog fra New York til Danmark og blev popstjerne og endte med at tage dig selv meget alvorligt … K: Nej, det var jeg blevet for gammel til. Da jeg var 18-19 spillede jeg jo med popstjernerne og syntes, det var helt fantastisk at sidde der med Rolling Stones. I dag kan jeg bedre håndtere og forstå succes. Det er også fantastisk, at der overhovedet er nogen, der gider bruge så meget tid på én. R: Sådan har jeg det også. Jeg skrev en autograf i dag i flyveren. Det var skidefedt ! (de griner). K: Men ellers boede jeg i Milano, det var lige dengang, jeg mødte Gitte i 83-84. R: Hvad lavede du der ? K: Jeg spiste og spillede Carlo. R: Er det rigtigt ? K: Ja, det trængte jeg til. Jeg ville væk, jeg var lige holdt op med at tage drugs og ville hen, hvor der var noget frisk luft, og klimaet var skønt. Jeg har stadig mange venner fra den tid. Hold kæft, hvor var der gang i den ! Jeg må sige, at de mest sexede kvinder, jeg har set i mit liv, er italienske kvinder i starten af halvtredserne. Kvinden er centrum i Italien. Jeg ser ikke mange kvinder i Danmark. Der er søde piger, men ikke så mange kvinder. R: Nej, vi er måske ikke chikke på samme måde. Det kan jeg da også se på mig selv, man hopper ikke i et par høje hæle mere. K: Næh, men det skulle du måske gøre. Så bliver det ikke bare "pfff", når man får børn. Man kan jo godt stadig være noget særligt. R: Jamen, det er da rigtigt. Man kan hurtigt blive lullet ind i noget. Jeg tror også, det var en af fejlene i mit tidligere forhold. Jeg var ikke god til at dyrke forholdet, det blev alt muligt andet, barn og studie og arbejde. Jeg var dårlig til at sætte tid af til forholdet. Men det gør DU i dit forhold nu ? K: Ja, det synes jeg. Det behøver ikke at være helt vildt ekstravagant, men man kan godt arrangere små ting for hinanden. Jeg tror, det var Johnny Casablanca, der sagde om danske piger, at de altid vil hjem. Men det har jo ligeså meget at gøre med, at deres kærester er nogle dødbidere. Hvis nu kæresten var lidt frisk og sagde: Nu har vi det skidesjovt i to år og kører løbet … R: Ja, men vi har måske også et tungere sind. I USA er det meget "Hiii, how are you?" Og hva’ så ? Så står man der: "Hiii, I’m fine!" Og så er der ikke mere i den. Danskere er måske sværere at komme ind på, men så er de til gengæld mere oprigtige. Det var en af bevæggrundene for, at jeg gerne ville hjem igen. Familien selvfølgelig, men også at man har tættere relationer til sine venner. R: Når jeg tænker tilbage på 80’erne, er det meget "blurred" (udvisket, red.). Jeg kan bedre huske 70’erne. Jeg var meget mere politisk bevidst om, hvad der skete ude i verden. Chile, El Salvador, Tjekkoslovakiet. I 80’erne ebbede det sådan lidt ud. Der begyndte jeg at gå op i drenge og makeup. K: Men VAR man mere politisk dengang – eller var det bare ens alder ? R: Jeg ved det ikke. Det skifter jo. I dag er alle med på den grønne bølge og køber genbrugstoiletpapir og økologisk mælk … K: Det er måske også sundere end et eller andet parti-politisk … R: Det ved jeg s’qu ikke, jeg synes også, der er gået noget tabt. Tag Ribus-konflikten i Esbjerg, det er jo nærmest forhold, hvor én mand sidder og bestemmer over en hel virksomhed, lønninger og arbejdstider. Så er vi tilbage til før fagforeningerne. K: Hmm, fagforeninger. Med musikere er det noget andet. Jeg kender mange danske musikere, der bliver lullet i søvn, fordi er det er for nemt at gå op og hente en check. Det er på en måde forkert, at musikere kan stå i en a-kasse og leve af understøttelse. Jeg tror, der er mange, som efter ti år pludselig vågner op og spørger sig selv: Hvad fanden laver jeg egentlig i denne her branche ? R: Det – tror jeg – gælder for livet generelt. K: Helt stensikkert. R: Der er mange, der bliver lullet i søvn. På deres arbejde, i hjemmet, med børnene. Når de er 65, vågner de op og spørger: Var det egentlig fedt ? K: Og ægtepar, der går fra hinanden, når de er 50. R: Jeg tror også, det har noget at gøre med parathed. Man møder mange muligheder i sit liv, som man ikke griber, fordi man ikke er parat. Nu er jeg jo lige blevet skilt, og det tog også sin tid. Hvis man bliver skilt, når man er 50, så … K: Ja, så er man er "slow learner", hehe. Men som jeg sagde før: Det gælder om, at man i det små udsætter sig selv for oplevelser, så tror jeg, mange ægteskaber kunne reddes. Hvis man sagde: Okay, nu sætter vi os ned. R: Men du er da på dit tredje ægteskab, ikke ? K: Jo, øhh – og det er jeg ikke stolt af. R: Tror du, at du kunne have gjort noget anderledes og så reddet det ? K: Jeg vil sige, det første (med Pia Tryde, red.) kunne vi måske have reddet, i det andet (med Gitte Nielsen, red.) var vi for forskellige. Det gode er, at vi ser enormt meget til moren til Oliver, mit første barn. De bor også i England. R: Hvad mener du med at udsætte sig selv for oplevelser ? K: Jamen, improvisere lidt mere. Mange ægteskaber er ligesom understøttelse. Følelsesmæssig understøttelse. Ma skal aldrig glemme, at det skal være lidt spændende. Det har jeg altså lært … R: Naaej, til lykke !! Haha. K: Ja, jeg skulle have en lille nål … Men det der med hele tiden at samle hinanden op, hvis der er en af os, der er ved at skvatte. F.eks. Simone, hun elsker at rejse, og det er jeg måske træt af, fordi jeg har prøvet det så meget. Så hun tager til Indien i nogle måneder med sin søster. R: Du taler om at give hinanden frihed. K: Der er mange, der tror "Frihed, nej, nej, så skal de ud og bolle nogen andre". Det har ikke en skid med det at gøre. Mennesket er i sit eget univers, og det skal også plejes. R: Sådan er det tit i parforhold. Man kan ikke tage nogen beslutninger uden den anden og ikke være væk fra hinanden i en uge. Nå, men hvor bor I så henne i London ? K: Vi bor i Hampstead. R: Og der vil I blive boende ? K: Vi er altid på vej til Paris, men det har vi sagt de sidste seks år. R: Vil du gerne bo i Danmark igen ? K: Kun hvis jeg havde noget fornuftigt at lave der. K: Må jeg spørge dig om noget sørgeligt ? Hvor mange af dem, du kendte i New York, lever endnu ? R: Uha, ja. Hmmm. Jeg vil sige, der er mange, der er døde. En af grundene til, at jeg holdt op, var, at folk faldt fra som fluer. Der var en periode, hvor der nærmest var en ny, der var død hver dag. K: For mig er det nærmest 80%, men jeg kendte også virkelig mange bøsser. R: Det gjorde jeg også. Man var helt chokket til sidst. Gud, er han også død …! K: Man føler det pludselig, som om man er 90. Folk er begyndt at falde fra. Det er noget underligt noget. Det har også meget med den tid at gøre. Nu ved jeg godt, der stadig er AIDS, men det startede der i slutningen af 70’erne og op til midten af 80’erne. Der begyndte det at gå op for en. Og det var også det, der lukkede butikken og lagde låg på. Hele livet er blevet anderledes. Man lukker sig inde i sig selv. Det er også derfor, man tager ecstasy i stedet for tjald, så skal man ikke blande sig med andre. R: Den vilde tid var ved at slutte allerede der midt i 80’erne. Man holdt ikke horeparties og drugparties p.g.a. AIDS. Og studioer fik pludselig diætister, der sammensatte retter med ris og bønner, og jeg ved s’qu ikke, hvor meget lort man fik serveret … macro/micro-biotic. Og Perrier i stedet for cola. Sundhedsbølgen startede på mange måder med AIDS. K: Det er pludselig blevet farligt at bolle med hinanden. Det er s’qu nogle kønne ting, man sender videre til næste generation. Sorteper-ekspressen. R: Mmmm. Hvad var der ellers i 80’erne ? Du skulle se makeup’en dengang, det er faktisk ved at komme tilbage. Lyserøde kinder, lyserøde øjne og lyserøde læber og glimmer og shine … K: Det der recycling går lidt for hurtigt i øjeblikket. Selv Oliver og hans venner er begyndt at dyrke den musik, de lyttede til som teenagere, og han er altså ikke mere end 23. (PS: vi er her stadig i året 96, red.). R: Min ex-kæreste John har lige lavet en plade selv, som han sendte til mig. Det er også sådan noget L.A. Club-music fra for ti eller femten år siden. Det er sørgeligt, at der ikke er mere innovation. K: Ja, at folk ikke er mere nysgerrige. Det der med at se så meget tilbage i stedet for at kigge frem – 80’erne er sidste gang, der skete noget nyt. R: Jeg kan huske, man kunne være tre ting: punker, flipper eller disker. Vi spurgte hinanden: "Hvad er du så ?" "Jamen, jeg er punker" – eller "Jeg er disker". K: Punken var fed, for det var sidste gang, der skete noget hysterisk. Så gik der biltelefon i den. Alting skulle være marketing og EDB. Selv punkerne fik biltelefon. Jeg er stolt, jeg har ikke fået en biltelefon endnu. R: Jeg må indrømme, jeg har en, men jeg har fået den gratis, og jeg bruger den aldrig. K: Jeg har heller ikke telefonsvarer. R: Jeg hader telefonsvarere. De var virkelig smarte i 80’erne. Alle skulle have en, og der var gerne en enormt kæk besked på den. K: Jeg har til gengæld noget, jeg er helt vild med. R: Hva’ så ? K: En fax. |
|||||
|
