Ingen duft af sylfide

Østre Gasværk danner rammen om Alexander Kølpins version af Bournonvilles Sylfiden, uden at få fat i nutiden

Af C h a r l o t t e  C h r i s t e n s e n (Information 15. januar 2001) KORT UDDRAG

... Handlingens ramme følger ganske gangen i Bournonville’s ballet. Vi præsenteres for James (Guy Albouy), der sover i sin stol og for Sylfiden i vinduet (Tina Højlund) anbragt højt oppe i Marianne Nilssons mur). Vi har også konkurrenten, Gurn, forelsket i forloveden Effy – og de første scener går let over gulvet. Ikke at der er noget alvorligt på spil imellem James og Sylfiden, der åler sig rundt med drift mod undergrunden, eller imellem James og hans kæreste.

Men Thomas Blachman og Kasper Windings musik er ganske effektiv, og efter murens fald venter man på motivernes udfoldelse.

... Andenaktens musik driver heller ikke handlingen frem, selvom Cailin-kvartetten er et af aftenens oplivende indslag: Der mangler et stemningsskabende melodisk stof, der fylder personernes indre liv ud. Et særligt irritationsmoment, ikke blot for duftallergikere, er de parfumer, der sprøjtes ud i Gasværket – endnu en modedille, som Kølpin er hoppet på. Hvad skal vi med duften af althea-bolcher? Der burde advares ved billetbestilling: Der er mange, som ikke kan tåle den slags lugtbombardementer! Selvom man på ingen måde er allergisk over for jonglering med Shakespeare og Bournonville, skuffes man alligevel over den nye Sylfiden. Men så gribes man af rædsel ved tanken om, at Det Kongelige Teater har givet slip på Bournonville og planlægger en festival over nogle få af mesterens værker på laveste discountbudget.