![]()
Kasper's in rare formUGE-Avisen Ribe har haft en længere telefonisk snak med Kasper Winding om fortiden, fremtiden og det at skulle spille live ved Å-Festivalen Af Bo Maimburg (14. august 2001)
UGE-Avisen telefoninterviewede Kasper Winding som optakt til koncerten, og han er glad for, at hans greatest album er blevet så godt modtaget. KW: Repertoiret består udelukkende af greatest hits fra min karriere. Det er lidt sjovt, for jeg er umiddelbart lidt imod greatest hits album, men der er flere af numrene, der ikke er udgivet på cd, så derfor var udgivelsen berettiget nok. Det glædede mig meget, at der var så mange, der købte cd'en, og det har på samme måde været rart, at se de mange mennesker der er mødt op ved mine koncerter. Det er efter 10 år dejligt at være tilbage på livescenen, og jeg spiller udelukkende numre tæt på originalversionerne, selvom flere måske er peppet en smule op, siger Kasper Winding til UGE-Avisen. BM: Dit helt store gennembrud er aldrig rigtig kommet - i hvert fald ikke som solist. Er du bedre til at hjælpe andre med at få deres gennembrud, som bl.a. Caroline Henderson? KW: Mit gennembrud er lige netop så stort som det kan blive. Jeg foretager mig hele tiden nogle mærkelige ting i stedet for, som Thomas og Sanne (Helmig og Salomonsen, red), at koncentrere sig om egen musik. Man kan aldrig vide, hvad der kommer fra mig. Jeg er bare sindssyg nysgerrig, og det gør, at jeg ikke kan lade være med at eksperimentere, siger Kasper, der har været citeret for at sige: "For mig er der kun 2 slags musik: god og dårlig". BM: Dit album "Daddy's in rare form" var et stort album. Den blev rost til skyerne, men den gav dig alligevel ikke dit internationale gennembrud. KW: Den solgte 40.000 eksemplarer, og det var faktisk godt af et engelsksproget album. Dengang sang alle på dansk, men typisk mig, så gik jeg mod strømmen. Det var en voldsom plade, som folk skal tænke sig om for at høre på. BM: Du blev på det tidspunkt sammenlignet med Prince - hvordan havde du det med det ? KW: Nu er Prince jo ikke den værste musiker at blive sammenlignet med. Nogen egentlig inspiration føler jeg ikke, at der havde været tale om. Vi er lige gamle, har begge lyttet til James Brown og Sly Stone, og vi er vokset op med en stribe identiske ting. Så er det vel ikke så sært, hvis vores musik ligner hinanden. BM: Hvad med din egen karriere. Skal den væk fra sit vågeblus ? KW: Jeg er i gang med at lave sange på traditionel vis til et nyt album. Albummet er produceret i samarbejde med Thomas Blachman, og jeg glæder mig til atter at lave mig egen plade. Der kommer ydermere en sang, hvor jeg synger duet med Freya fra en kommende film. Vi tager os god tid, og pladen kommer, når den kommer. Pladen bliver en hybrid mellem det, jeg tidligere har lavet, men det er altsammen på en spændende og ny måde, siger Kasper Winding, der tidligere har udtalt: "Jeg er den eneste i Danmark, der tør eksperimentere med musikken". PS: Å-Festivallen i Ribe arrangeres af RIAMUF = Ribe Amatør Musiker Forening, og det er faktisk en årligt tilbagevendende begivenhed. Se foreningen's website her: www.riamuf.dk
|
|