Anmeldelse af "Stranger in a strange land" (Jyllands-Posten 19.2.98)

Hvor deres forgængere ikke kunne blive naturlige nok, har den seneste generation af danske sangerinder skabt et lydideal, der er helt igennem kunstigt og svært at synge med på. Dicte og Randi Laubek har fået mest opmærksomhed, og selv Annisette er blevet rehabiliteret i en bevægelse, som har flyttet fokus fra søde dialekter til skarpe skrig og frie improvisationer med Björk som oplagt forbillede.

Nu melder Lois (alias Louise Norby) sig i koret med "Stranger In A Strange Land" - og et pressemateriale, der taler om "cyberjazz" og "futuristisk pop". Det lyder flot, men det er tomme ord, der dækker over tidens standardopskrift for søgende danske debutanter: "Hvis du stiller dig ind i boksen og laver skalaøvelser, så får vi lige Thomas Blachman til at lægge nogen triphop-beats under et filmisk keyboardstykke udtænkt af Kasper Winding."

Det er sikkert enormt kreativt at være med til den slags free form eksperimenter, men det er godt nok ikke sjovt at høre på. Man kan kalde det typisk musikermusik - svært at spille og så sovset ind i umenneskelige akkorder, at melodi, charme og den slags, der normalt skaber god pop, forsvinder fuldkommen i instrument-onani. Hvis det er "futuristisk pop", er fremtiden ikke noget for mig. Louise er sikkert et sødt menneske - og lillesøster til Cæcilie Norby er hun i hvert fald - men hendes debutplade lider under musikersygen og kan kun anbefales, hvis man interesserer sig mere for indviklede akkorder og teknisk snilde end for gode popsange.

Pladens bedste poptakter høres i "Take A Dive With Me", og der er en skæv Eartha Kitt-agtig charme over "Sunday, Sunday", men alt for ofte ender ellers enkle sange som pyntesyge påklædningsdukker. Kasper Windings arrangementer myldrer med ideer i stil med hans "Pop From The Deep End". Som lytter når man bare hurtigt en mæthed, for der skal altid laves et ekstra løb på klaviaturet eller skriges een gang mere. Dertil kommer, at musik og stemme synes uden forbindelse med hinanden, og derfor virker hele den maskindominerede sound forceret. Som havde Kasper Winding iklædt sangerinden tøj, hun ikke føler sig tilpas i. Måske er Lois mere til hullede jeans end neon makeup.

Producerens lyd har tidligere virket storartet for Susi Hyldgaard og ikke mindst Caroline Henderson, der sært nok har et meget mindre register og ikke er nær så teknisk dygtig som Louise Norby. Henderson brugte bare sine begrænsninger positivt. Hun holdt tilbage og pirrede, og det skabte den cool tone, der gjorde ''Cinemataztic'' så dragende. Hos Lois er blæsebælgen hele tiden på maximum, og det får sammen med den stressende produktion ''Stanger In A Strange Land'' til simpelthen at virke trættende.