Kølpin debuterer som instruktør

Levende blandt sylfider

FORNYELSE. Den verdenskendte balletdanser Alexander Kølpin debuterer som instruktør og koreograf med sin opsætning af Sylfiden på Østre Gasværk. Historien om et splittet og drømmende menneske har mange paralleller til hans eget liv. Og den er mere relevant nu end nogensinde, synes han.

Af: Mikala Rørbech (Aktuelt, januar 2001)

Der er frække piger med bare lår og cowboyhatte, mænd i kilt og en sylfide på bare tæer. I nogle scener dundrer technomusikken ud i Østre Gasværks enorme scenerum. I andre fyldes luften med sensuelle dufte og akrobater. Alexander Kølpin har opdateret Bournonvilles romantiske ballet fra 1836 og bevidst lukket alle nutidens fristelser ind på scenen.

For hvis man skal fortælle historien om "Sylfiden" i dag, skal der noget nyt til, mener han. Forestillingen har premiere i morgen, og er Gasværkets første egentlige danseproduktion. Ambitionen er, at man skal kunne se forestillingen, uden at være tvunget til at vide alt om klassisk ballet, eller have tilbragt 18 timer på biblioteket først. Men essensen i historien om Sylfiden er der stadigvæk, understreger Alexander Kølpin.

Splinten i hjertet

Sylfiden er den klassiske historie om en ung mand James, der står for at skulle giftes med sin forlovede. Men James har fået splinten i hjertet. I hans sind kværner tvivlen og drømmen om den forførende, dyriske sylfide..Hun viser sig for ham i æteriske drømmesyn, og James er både forvirret og fortabt. Splittet mellem drøm og virkelighed. På sin bryllupsdag svigter han sin forlovede og stikker til skovs for at finde den eventyrlige sylfide ... "Først og fremmest er det en skøn, klassisk tragedie om en drømmer," forklarer Alexander Kølpin i en hurtig pause mellem de mange prøver og møder, der har fyldt hans hoved de seneste uger..Der er mange bolde, som skal landes inden premieren i morgen. Det kan man godt fornemme. Interviewet er knapt i gang, før Alexander Kølpin rykker rundt på stolen, og tankerne er tilsyneladende søgt tilbage på scenen, og han skynder sig at notere et par stikord ned til senere.

Fyldt med fristelser

Set i bakspejlet er det måske en lige lovlig stor mundfuld at gabe over både at nyfortolke dansesproget og instruere på samme tid. Men da teaterdirektør Lars Kaalund spurgte Alexander Kølpin, om han ville lave en forestilling til Østre Gasværk, var der ingen tvivl. Jobbet som balletmester på Det Kgl. Teater var alligevel - og til Alexander Kølpins store fortrydelse - gået til en anden, og han havde længe haft lyst til selv at give sit bud på Sylfiden.."Det er en god historie. Den har givet mig nogle af de skønneste øjeblikke i mit liv. Og jeg tror på, at den er mere relevant i dag end nogensinde," siger han.."Der er så mange flere tilbud og fristelser og valg-muligheder nu, end man havde dengang. Vi er mere forvirrede i dag på mange måder. Ikke mindst i vores del af verden, hvor vi er så forkælede, at man bare kan vælge at tage til udlandet og læse eller arbejde. Man kan tage ud at rejse, eller tage et sabbatår, når man vil det.".På den måde siger historien noget meget essentielt og meget nutidigt om menneskers liv, mener han.."Den gør, at man sætter sig ned og bliver påmindet om, at det er ok at være forvirret og i tvivl." "Og så betyder den enormt meget for mig. Jeg har ligesom hele mit liv og min karriere i den forestilling," tilføjer han. Både professionelt og privat løber Sylfiden nemlig som en rød tråd gennem Alexander Kølpins liv. Han debuterede med stor bravour som solodanser i rollen som James på Det Kgl. Teater i 1988. Siden har det været hans glansrolle verden over, hvor Alexander Kølpin hører til den absolutte elite.

I 1993 blev han kåret til verdens bedste mandlige danser.

Søde sylfider

Privat er Alexander Kølpin også vant til at færdes blandt sylfider. Omend af en mere jordisk art. Det var i en opsætning af Sylfiden, han mødte en af kvinderne i sit liv - balletdanseren Rose Gad. Privat dannede de to par i en årrække. Forinden havde Alexander Kølpin som 20 årig fået sønnen Nicklas sammen med sin lærer på ballet-akademiet, Anne Marie Vessel Schlüter … Siden oplevede han selv at få kolde fødder op til et bryllup. "Man tror, man ved, hvad man vil, men når så garnet strammer, så tror man måske på noget helt andet." "Det er den slags valg, man kommer ud i med ægteskab, børn eller et nyt arbejde. Og man er nødt til at vælge - også selv om man ikke altid kan vide, om det er det rigtige, man gør."

Alexander Kølpin valgte at forlade sønnen, kæresten og det faste job på Det Kgl. Teater til fordel for en karriere ude i verden. Blandt andet hos Maurice Béjart i Schweiz. Siden er han vendt hjem igen og har stået for en lang række balletforestillinger i nye rammer. Blandt andet den internationale sommerballet på Frederiksberg."Jeg har da også stået i situationer, hvor jeg har haft svært ved at vælge det rigtige," siger Alexander Kølpin. Men for ham har James i Sylfiden altid været en helt. "Han er en helt på den måde, at han gransker i sig selv og beslutter sig for at gå ud på det dybe vand." Han synes, stykket fortæller, at det er ok at være forvirret og i tvivl. Men den siger også, at der er en konsekvens af de ting, vi vælger at gøre. Eller undlader at gøre.

Dansen er fredet

Der ligger også en hel stribe til- og fravalg bag den udgave af Sylfiden, man nu kan se. Alexander Kølpin er forberedt på, at de mere fanatiske Bournonville-fans måske vil synes, han har ændret for meget på formen. "Der skal nok falde et par hammere," siger Alexander Kølpin. Men egentlig synes han, det er noget pjat, at der hersker så stor en ærefrygt og hægen om traditionerne, bare fordi det er dans. "Der er jo ingen, som siger noget til, at man nyfortolker Shakespeare. Det gør man hele tiden. Det ville jo være fuldstændig åndssvagt at stille sig op og lave den traditionelle Bournonville-opsætning om igen. Der har vi i forvejen den bedste på Kgs. Nytorv. Så vi må starte fuldstændig forfra med ny musik og en ny måde at fortælle historien på, der udnytter alle de muligheder, vi har i dag for at bruge scenerummet og udnytte kroppenes moderne fortællestil," siger Alexander Kølpin. Med et spring ligger han på knæ ude på gulvet og laver en hurtig bevægelse med overkroppen.

Heftige kontraster

Han kan slet ikke lade være med at tage kroppen i brug for at vise, hvad han mener. "Jeg er jo ikke sådan en syret én, der synes, det skal være så grimt som muligt for at være interessant. Jeg er æstetiker. For mig behøver det ikke være aparte. Der kan jeg måske være lidt nydelig nogen gange, men det er jo sådan, jeg er og tingene skal altså komme et eller andet sted fra," forklarer han. I Alexander Kølpins udgave af Sylfiden spilles der for eksempel bevist meget på kontrasterne. "Klubscenen med de sexede piger er måske vulgær og overfladisk, men man er nødt til at modernisere etikken og moralen. Vi er anderledes i dag, end da Bournonville skrev balletten. Det der med, at man lige får lov til at se et kort glimt af danserindernes ankler, det holder ikke. Sådan er betingelserne i dag," siger han og afviser, at de bare lår og brysterne er et forsøg på at sælge forestillinge på sex. "Det er selvfølglig med, fordi det har en betydning for historien, og for at James vælger, som han gør," siger Alexander Kølpin.

Det er også bevidst, at ensemblet er sammensat af dansere med mange forskellige nationaliteter. Med deres personligheder og udstråling skal de symbolisere de forskelligheder og de fristelser, som er med til at gøre livet kompliceret. "I klassikeren har sylfiderne alle sammen den samme knold i nakken og de der pølser, der hænger ned. I virkeligheden er vi meget mere forskellige, og det er jo også der, nogle af vores fristelser og valg ligger i dag. Det ville jeg vise. Dybest set er det da bare at tage nogle skønne historier og fyre dem af. Det tror jeg ikke, tingene dør af."