Først satte de regler for filmen — nu sætter teatret regler for dem. Fire af Danmarks bedste filminstruktører skriver og instruerer hver deres énakter over emnet: KÆRLIGHED. Fire stykker på samme aften – fire bud på kærlighed lige nu.

Syv skuespillere er til rådighed – én eller alle kan medvirke – scenografien er fast – dog kan der tilføjes et antal rekvisitter til hver akt, ligesom kostumer, lyssætning og lyd tilpasses hver enkelt instruktør og hans eller hendes historie.

Dansk film har forrygende succes – også internationalt. Hvad er det, dansk film kan? Og kan det liv og de historier overføres til scenen – kan vi lære noget?

Nu får vi svaret, når fire filminstruktører tager Aveny-T’s udfordring op fra 24. februar til 21. april 2007.

Læs mere på Aveny-T's egen hjemmeside
 

---

ANMELDELSER:

Kristeligt Dagblad (Rikke Rottensten)

På Aveny-T laver fire filminstruktører snapshots om kærligheden. Vedkommende teater, men ikke epokegørende. Ét teater, fire filminstruktører, fire fortællinger om det mest beskrevne overhovedet: kærlighed. Men kærligheden overvinder ikke alt.

Fra den mest kendte af instruktørerne, Ole Christian Madsens, humoristiske og også lidt banale start på aftenen med sketchen om manden, der er rigtig dårlig til at vælge sine kærester: den ene smasker, den anden vil have alt det store: intimitet, inderlighed, hengivenhed, hvorimod den sidste er tilbedende, begejstret og servicerende - indtil hun forlader ham. Og os, publikum, med en "var det alt?"-følelse i kroppen og hovedet. Et par rammende detaljer, men ikke lige hvad man forventer sig af en mesterinstruktørs teaterdebut.

Så helt gnidningsfrit er det ikke at oversætte sin begavelse i det ene medie til noget begavet i et andet medie. Tómas Gislasons filmtalent er meget på det visuelle og udfordrer mediet. I sin teaterhistorie om gulddrengen fra 1980'ernes hurtige, heftige reklamebranche, der en dag indgik en pagt med djævelen og nu henter mennesker til helvede, mangler han sit sædvanlige medie og dets kunnen. Lars Brygmann er fin og dobbelt som henteren, og Kasper Windings afslutningsnummer er så meget 1980'erne, at det er som at være der igen selv, men det er ikke en fed finale på aftenen.

Styrken ligger nemlig i de små, intense, kammerspilsagtige og overhovedet ikke filmiske fortællinger i midten, af instruktørerne Kristian Levring og Birgitte Stærmose.

Hverdagshistorier, der bliver til vigtige, eksistentielle historier om længslen efter kærlighed, om alt det uudsagte, misforståelserne, kompromiserne. Kristian Levring har lavet "Kuk Kasser", som er tre små stuer med publikum som den teaterklassiske og usynlige fjerde væg. Hvor vi nu kan se, hvad der sker hos naboerne, det vi normalt skal gætte os til. Det er tre fine, poetiske og melankolske historier om tre meget forskellige trekantsdramaer med det ene til fælles, at menneskene er ulykkelige. Levring har fået konsulentbistand fra dramatikeren Line Knutzon, og det gør sin virkning.

Ligesom instruktøren Birgitte Stærmose har fået dramatikeren Thorbjørn Krebs til at skrive de tre fremragende kvindehistorier, der er humoristiske hverdagsberetninger fra det virkelige kærlighedsliv. Kvinden, der ikke er lykkelig i sit ægteskab og derfor glemmer at følge rådet om, at hvis man møder en anden mand, har man ti minutter til at løbe væk, ellers "kommer de og tager dig". Nu er det så uheldigt, at de sidder fastspændt i en forulykket bil i halvanden time, så hun bliver taget. Og pludselig er P-pladsen ved Flyvergrillen i Kastrup det mest romantiske sted i verden.

Det bibringer ikke teateret som medie noget epokegørende at sætte fire filminstruktører sammen med det, men for en stor del af aftenen kommer der fine fortællinger om et emne, der berører os alle, men som samtidig er rigtig svært ikke at gøre til popmusikalske klicheer.

Af Ole Christian Madsen, Kristian Levring, Birgitte Stærmose og Tómas Gislason. Scenografi: Peter de Neergaard. Musik mm: Kasper Winding. Kostumer: Tine Gybel.

---

Berlingske Tidende (Jakob Steen Olsen)

Fire filminstruktører på teatret flytter ikke teatret nye steder hen.

Hvor er det mærkeligt. Her giver man fire filminstruktører mulighed for at prøve kræfter med teatret. Og så sker der ikke en pind, sådan groft sagt. For ganske vist er der meget godt at sige om Aveny-Ts sidste forestilling, »Kærlighedshistorier«, som har givet filmskaberne Ole Christian Madsen, Kristian Levring, Tómas Gislasson og Birgitte Stærmose mulighed for at fortælle nye historier på nye måder på de skrå brædder - sidstnævnte tilsyneladende med lidt hjælp fra en erfaren dramatiker, Thorbjørn Krebs.

Underholdende er det i hvert fald et langt stykke hen ad vejen. Men teatrets grundvold ryster de altså ikke, endsige bringer teatret nye steder hen. For hvad er det så, de er nået frem til? Små historier om menneskelige relationer. Novelledramatik, intime minifortællinger om skrantende parforhold, mestendels. Og ejendommeligt nok også i en form, hvor ordet og personinstruktionen er det væsentlige, mens det visuelle træder i baggrunden. Fordomme bekræftes: For er det egentlig ikke sådan, at dansk teater bruger helt andre vidvinkler til sine fabulerende historier, end dansk film gør det i øjeblikket - er optaget af at fortælle sine historier på mange nye måder, mens vi i de hjemlige biografer fortsat overvejende er begrænset af den konventionelle realisme, der placerer historierne ved køkkenbordet og i ægtesengen? Kun i Tómas Gislassons afsluttende scener fra helvedes forgård, hvor Paw Henriksens bokser forelsker sig i Melinda Kinnamans afsjælede cirkusprinsesse, mens Lars Brygmanns glatte håndlanger forsøger at skibe hende videre, er der eksperimenteret med det visuelle rum i form af flotte baggrundsprojektioner. Til gengæld bryder bagatellen sammen rent fortællemæsigt inden en fællessang som den endelige falliterklæring.

Småtingsafdelingen

De øvrige bagateller fungerer, trods alt, som teater. Ole Christian Madsen lægger ud med en slags skurrende kærlighedskarrusel, hvor han er den samme, men hun skiftes ud ved spisebordet. Lars Bom har vittige øjeblikke som ham med de skiftende maskufæle tølperstrategier. Først sviner han den overbærende Simone Bendix til, siden vender han det døve øre til Mille Hoffmeyer Lehfeldts bebrejdelser og krav om opmærksomhed, hvorefter han bliver fyret af svenske Melinda Kinnamans blonde beundrer, der skrider, da hun ikke kan få ham til alteret.

Og så videre til aftenens bedste indsats, Kristian Levrings mindst lige så lidt kærlighedsoptimistiske bud på en lille hjertesag. Scenebilledet er tredelt: I den ene lejlighed møder vi Lars Bom og en mut Simone Bendix som kriseramt par, hvis forsøg med partnerbytte er en sidste krampetrækning, i den anden præsenteres vi for en afskedsscene mellem Vigga Bros modne kvinde og hendes unge elsker Paw Henriksen: »Jeg er blevet for gammel til det her«. Og ind imellem krydsklippes til en småskræmmende, grundstødt Lars Brygmann i midten som ham, hvis kone er skredet, og som nu skiftevis spiller Pet Shop Boys for fuld volumen og lægger telefonbeskeder, som ingen hører. Levring får med det samme stillet skarpt på nogle fine figurer i sine små ordvekslinger, og personinstruktionen er meget præcis. Det er den også i Birgitte Stærmose bidrag, tre små interagerende skitser til historier om at være havnet i en suppedas, man helst vil ud af.

Fødselshjælper Thor Bjørn Krebs evne for at placere pointerne, hvor de skal sidde, fornægter sig ikke, når Mille Hoffmeyer Lehfeldt tager stik hjem som den naive, forelskede pige, der er havnet på en håbløs blaffertur med Paw Henriksens fantast, og den vittige Vigga Bro simultant afleverer sin monolog som den kontante kvinde, hvis blind date til opera i Søndermarken mildest talt ikke var en succes. Mens vi i damesiden lægger ører til Melinda Kinnamann, der fortæller den banale historie om en affære, flankeret af trekantens to andre sider, ægtemanden Lars Bom og elskeren Lars Brygmann. Igen er vi i småtingsafdelingen, men det fungerer.

Filminstruktørerne skal naturligvis være velkomne på teatret en anden gang, hvis ikke deres kærlighedshistorie med en anden genre for længst er kølnet af. Men spørgsmålet om, hvad teatret kan lære af filmen - forestillingens udgangspunkt - forbliver ubesvaret.

---

Politiken (Lotte Kofod Erichsen)

Troværdighed og realisme er i fokus, når filminstruktørerne skaber Kærlighedshistorier på Aveny-T. Det fungerer som genkendeligt, underholdende teater, nyskabende bliver det ikke.

Når Aveny-T kommanderer filmfolk op på deres scene, bruger teatret filmens egne våben imod dem. Med skrappe dogmebud har Birgitte Stærmose, Kristian Levring, Tómas Gislason og Ole Christian Madsen hver skrevet og instrueret en enakter om kærlighed. Rammerne er: Varighed mellem 10 og 30 minutter og maksimalt syv skuespillere.

Kongstanken bag 'Kærlighedshistorier' er, at filmen kan lære teatret 'noget'. I kraft af dansk films internationale succes de senere år er det oplagt at forsøge at overføre succesen til filmens halvsøster, teatret, og i det hele taget lade kunstarterne krydsbefrugte hinanden. På den anden side er film og teater to så forskellige kunstarter, at det er naivt at tro, at filminstruktører partout kan skabe interessant teater. I programmet indrømmer Tómas Gislason: »27 år i filmbranchen gør mig stadig til en nybegynder på Frederiksberg«.

Som dramatikere og teaterinstruktører har de fire filminstruktører en imponerende evne til at etablere, knække og afvikle historierne i deres enaktere. Deres stærke greb om historiernes realistiske elementer former med få replikker troværdige figurer, der resonerer i tilskuernes egne liv.

Samtidig trækker de tungt og trægt på kærlighedslivets stereotyper, især Ole Christian Madsens enakter 'Ti minutter om kærlighed'. Her er Lars Bom den selvoptagede familiefar, der gemt bag sin avis spilles ud imod tre kvindetyper; Simone Bendix' slubrende grinebider, Mille Hoffmeyer Lehfeldt som overgearet hystade og Melinda Kinnamans skamrosende blondine. I de to første forhold låser parret hinanden fast som i et kvælertag i deres egoistiske kampe for behovstilfredsstillelse, mens den tredje kvinde forlader ham med et smil, da han bedyrer, at bryllupper kun er for de kedelige. Bliv gift eller bliv forladt!

Kristian Levrings 'Kuk kasser' drejer klicheerne i sin histories tre parallelle spor mest elegant. Da den vrangvillige Simone Bendix fremviser sin nyindkøbte corsage til ægtemanden, rullekraveeroten Lars Bom, vrisser han: »Jeg tror altså ikke, at det er noget for Jørgen«. I den anden ende af scenens tre kukkasser med høje paneler bygger Paw Henriksen togbane og bager heftigt på Vigga Bro, hans gamle barnepige og elskerinde. Tre variationer over afvisningens svære kunst - fra partnerbytte og barnepigesex til Lars Brygmanns forladte familiefar, som drukner i savnet akkompagneret af Pet Shop Boys. Værdigheden i behold har kun de, der afviser, de afviste underminerer sig selv med deres insisteren.

Også Birgitte Stærmose sammenfletter tre historier, her om kvinders længsler, i enakteren 'Love bites', som Thorbjørn Krebs er medforfatter på.

Den purunge Viktoria, spillet af sursøde Mille Hoffmeyer Lehfeldt, længes efter realisme hos sin elskede, Paw Henriksens idealistiske provo. Melinda Kinnamans unge mor kaster sig ud i utroskab for at følge sin længsel efter ny tiltrækning, mens Vigga Bro som dårende fuldmoden operaentusiast drømmer om en kærlighed, der er større end hverdagens stavgang og porcelænstænder.

Som den eneste integrerer Tómas Gislason konsekvent film i sin enakter, 'Dødens henter i kærlighedens forgård'. En bagprojektionsskærm danner en levende, foranderlig scenografi, der let transformeres fra flammehav til grå vindueskarm. Det er set før, og det fungerer. Historiens grundelement - en mand, der sælger sin sjæl til Djævelen - er unægtelig slidt, men Gislasons leg med klicheerne charmerer alligevel. Som reklamemanden, der byttede sin sjæl for jordisk succes, er Lars Brygmann en multimisbrugende assistent for Satan selv. Han karakteriserer selvironisk historien om den afdøde cirkusprinsesse, som på vej til Helvede forelsker sig i en kræftsyg bokser som 'sørgelig, patetisk og poppet'. Den korrekte karakteristik bliver dog blødt op af ironien og kulminerer i finalens popsang med syng-med-omkvæd.

Filminstruktørerne fokuserer på kropsnære, realistiske kærlighedsdramaer, hvor de danske dramatikere for tiden lægger større vægt på teatrets fabulerende og filosoferende elementer. Mangel på kærlighed og nærhed er det oplagte valg som dramatisk drivkraft i historierne. Det fungerer som genkendeligt, underholdende teater. Nyskabende bliver det ikke.

Med 'Kærlighedshistorier' danser Aveny-T af efter 6 stærke år med masser af ny dansk dramatik og hiphoppende danseforestillinger. Så nu er det op til Københavns Teaters masterplan at bevise, at der skabes et teater med endnu bedre appel til de unge og de mange. Lad os se!

---

Jyllands-Posten (Henrik Lyding)

Velspillede bagateller sat på scenen af fire danske filmfolk.

Kan danske filminstruktører lære teatret noget? Om at fortælle historier, skabe billeder og hvad film - og teater - ellers går ud på.

Nej, det ser ikke umiddelbart sådan ud. I programmet udtrykker Ole Christian Madsen, Kristian Levring, Birgitte Stærmose og Tómas Gislason stor respekt for teatret og dets kunnen, dets nærvær, dets måde at fortælle på. Deres fire små enaktere viser samtidig, hvor svær en kunstart teatret er. Det er historierne og ordene, det er galt med i dette tilfælde. Indpakningen er god nok, instruktionen også, spillerne i særdeleshed. Men indholdet er ikke stort. Emnet kalder ellers på det store. "Kærlighedshistorier" lyder overskriften.

Ole Christian Madsen lægger for med en sketch om et parforhold, hvor manden er utilfreds med alt ved kvinden. Han går på arbejde, hun passer børnene hjemme. Han præsenteres for tre typer - og tre skuespillerinder - uden at opdage det.

Han brokker sig, hun reagerer på forskellig vis. Lars Bom er manden, en selvtilfreds og selvtilstrækkelig karl - en type, han fortsætter med resten af aftenen. Og her dukker et andet problem frem i de fire stykker. Stereotypierne.

Banalt og reaktionært

Kvinderne er hele tiden de følsomme og de kloge. Dem, der kan overskue tingene, dem, der kan reflektere, mens mændene halser krævende og selvcentrerede af sted med kønnet konstant ude af bukserne. Det virker banalt på grænsen til det reaktionære.

Fine vignetter

Historie nummer to og tre - af Kristian Levring og Birgitte Stærmose - udnytter, at teatret kan fortælle flere historier samtidig. Scenen er delt i tre, og hos Levring er vi i tre lejligheder, hvor kærligheden slipper op. Hos Vigga Bro og Paw Henriksen - moden dame, ung fyr, sex, hun vil ikke mere, Hos Lars Brygmann - konen er skredet, han er i opløsning. Hos Lars Bom og Simone Bendix - han vil lege partnerbytte og frækt undertøj, hun vil ikke. Han keder sig, hun foretrækker børnene. Det er ikke stort eller dybt teater, men det fungerer som fine små vignetter, og spillerne haler rollerne solidt hjem.

Nummer tre, Birgitte Stærmose, har snydt og fået hjælp af dramatikeren Thor Bjørn Krebs til en stribe sideløbende monologer, fordelt på tre generationer, og henvendt direkte til os. Vigga Bro som damen på mislykket stævnemøde - hun gider heller ikke den slags - Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Paw Henriksen som det unge idealistiske par på selvrealiseringstur i den store verden, og endelig Melinda Kinnaman som kvinden, der ikke gider Lars Bom, men har et sidespring med Lars Brygmann. Igen er det småt, men fint præsenteret og funktionsdueligt teater.

Besynderlig historie

Vi ender uheldigt. Tómas Gislasons besynderlige historie om døden - en afstumpet liderbuk - der henter en ung pige og mundhugges med en bokser, inden han lærer kærligheden at kende, virker ubehjælpsom i replikkerne og så afmægtig i indholdet, at havde det været en film, var den blevet kørt til skosværtefabrikken med det samme.

Nu er forsøget så gjort. At lade filmfolkene gå til teatret. Facit må være, at i hvert fald de tre af dem viste sig at være udmærkede personinstruktører, sikkert med god hjælp af et solidt spillerhold, men også, at deres nydelige historier ikke formåede at fortælle noget nyt eller gøre det på en ny måde.

---

Information (Anne Middelboe Christensen)

Så det kan mærkes. Ellers går jeg på Aveny-T og ser 'Kærlighedshistorier'. Uden dig

"Du ved godt, at mennesker i et parforhold bliver trætte af hinanden, ik'?" siger træmanden. Han er ved at kaste op over sin glade kvinde. Men hun spiser bare videre.

Dunk-dunk

"Jamen, jeg vil jo have noget af dig, jeg ikke får," siger den utilfredse kvinde. Hun er ved at flå avisen væk fra sin kedelige mand. Men han læser bare videre.

Dunk-dunk. Og så videre. For kærligheden vantrives på Aveny-T. Til gengæld stortrives det teater, som er kommet ud af al denne ulykkelige kærlighed. For den nye forestilling Kærlighedshistorier er et scoop af et tidsspejl - fuld af øjeblikke, hvor tilskueren genkender sig selv, både for det gjorte og for det usagte. Alt overflødigt er skåret væk. Kun essensen af svigt og løgn og illusion er tilbage. Og så den manglende evne til at elske.

Skilsmissestunt

Teaterdirektør Jon Stephensen har med vanlig tæft for det tværkunstneriske og det hippe bedt fire filminstruktører indenfor. Det er der kommet overrumplende godt teater ud af.

Dramaturgisk er Kærlighedshistorier klart præget af filmskabernes sans for det usagte - for alt det ind imellem replikkerne. De har også appelleret til det mest spontane hos deres syv fremragende skuespillere, der alle kan stunte lige ind i en skilsmisse og få den klaret på syv minutter... Derfor hænger alt så imponerende sammen i Peter de Neergaards raffinerede overraskelsesscenografi med både rød-grønne panelvægge og high-tech storskærm - og i kostumedesigneren Tine Gybels træfsikre bud med kjoler med nedringede skuldre. Elsker eller elsker-ikke. Alt foregår lige neden under et enormt hjerte, der pulser højt oppe over tilskuerne: Dunk-dunk. Dunk-dunk.

Rocker-Ricko-rus

Ole Christian Madsen lægger ud med Ti minutter om kærlighed om en mand, der altid skaffer sig af med sine kvinder, når de begynder at kræve noget af ham. Så følger Kristian Levring med trioscenen Kuk Kasser - sådan à la Endelig Alene af Rhea Leman og Michael Kvium i 1994 - hvor tilskuerne ser ind i tre lejligheder samtidig: Hos kvinden med elskeren, hos den fraskilte mand med telefonen og hos kvinden med kinky undertøj. Derefter kommer Thor Bjørn Krebs og Birgitte Stærmoses Love Bites, hvor den unge naivkvinde følger sin rocker-Ricko til verdens ende, mens den ellers så fornuftige hustru får sig et udenomsknald ved Flyvergrillen - og operaelskeren bliver brændt af i Søndermarken. Og så tager Tómas Gislason til sidst tilskueren med ud i Dødens henter i kærlighedens forgård, sådan et dunkeløst sted mellem Gammel Mønt og Bellahøj.

Gøglersjælsitren

Skuespillerensemblet er vidunderligt. Den løgne-nøgne Lars Bom spidder manden, der selv føler sig overlegen, men som i virkeligheden er et skvat. Den febrilsk-smukke Mille Hoffmeyer Lehfeldt rammer flot blomsterpigen, der troskyldigt adlyder sin tyranmand. Den overklasse-kønne Simone Bendix ryster uhyggeligt, når hun insisterer på, at hendes krop er hendes egen og ikke til udlån, heller ikke til mandens fede kollega. Den enfoldigt-søde Paw Henriksen smiler uden helt at forstå, at hans elskerinde fortæller ham, at det er slut. Og den indfaldent-opgivende Lars Brygmann styrer blikket ind i væggen og op i loftet, og nu er det nu...

Ensemblet krones af to kvinder, der flår i hver deres ende af filmhistorierne med deres oprigtige gøglersjæle: Den svenske Melinda Kinnaman, cirkusartisten fra elskovsreolerne i Stormen og bølgeerotikken i Havfruen, skærer ananas, som var hun kirurg - og udånder i sarkofag, som var hun zardatter. En enkelt sitren i mundvigen og Kinnaman har klaret ti siders manuskript!

Og så vores alle sammens Vigga Bro, der her brænder et kvindeportræt af de mest smertefulde: Den velholdte, selvstændige kvinde i 60'erne, der vil have lov til at elske en jævnbyrdig og ikke en sammenfalden førtidspensionist. Også selv om det er tredive år siden, at hendes kinder var glatte som Melinda Kinnamans.

Dunk-dunk. Dunk-dunk. Hjertet kan stolt svulme hos Jon Stephensen, for med Kærlighedshistorier har han skabt sig et suverænt farvel til Aveny-T. Den scene, som han har gjort til det lokkende trendyteater, også for de unge. Til lykke - og tak. Og på gensyn på Gasværket.