Jeg er stolt af, at jeg er her endnu !

(A f   A n j a   O l s e n)

Kasper Winding var i København fornyelig, for at promote sin nye CD "Vibe-O-Gram". Jeg talte med ham om det at blive far i en ret ung alder, om den indre harddisk, image, pressen og Thomas Blachmann.

Til daglig bor og arbejder Kasper Winding i London, hvor han har boet med sin familie i de sidste 10 år. Her har han lige startet et nyt label "Pop Records", som også er et studie, hvor hans nye album "Vibe-O-Gram" er indspillet. Kasper Windig fik en kometkarriere i en meget ung alder. Han har spillet med store udenlandske navne som Frank Zappa, Barry White og Rolling Stones. Herhjemme har han optrådt og spillet sammen med utallige danske grupper og solister. Lige fra dansk pop, over filmmusik, til fusionsjazz. Kasper Winding er far til tre sønner Oliver på 26, Julian på 16 og Pablo på 1 år.

Du er sanger, musiker, komponist, producer, ægtemand og far - hvad er du bedst til?

"Uha…jeg tror jeg er bedst til …det ved jeg ikke. Jeg vil meget gerne kunne svare dig, jeg synes nemlig, jeg er en okay kæreste, og jeg synes også jeg er en okay far, jeg er ikke verdens bedste far, men jeg er en okay far."

Er du god til alle dele?

"Der er ikke nogen mennesker, der er perfekte, men hvis jeg skulle sige, hvad jeg var bedst, var det at spille, for det har jeg gjort siden jeg var helt lille. Det er det jeg har gjort længst tid, været far og kæreste i kortere tid."

Hvor kommer den musikalitet fra?

"Det ved jeg faktisk ikke. Men hvis man ikke bliver eksponeret for de ting på et tidspunkt, så er det ikke sikkert det kommer frem."

Hvornår startede det?

"Jeg var enormt ung. Jeg var otte, da jeg begyndte at spille og kom lynhurtigt i en gruppe, da jeg var fjorten, det gik meget hurtigt for mig."

Hvad spillede du på, da du var otte år?

"Da spillede jeg guitar. Grunden til at jeg begyndte at spille trommer var, at min bror (Aske Bentzon), der også spillede guitar, og jeg meget gerne ville være med i et orkester på skolen (Bernadotteskolen). Vi synes det var det hotteste band på skolen. De manglede både en trommeslager og en guitarist. Så vi bildte dem ind at vi kunne spille på både guitar og trommer, bare for at komme med. Så skiftedes min bror og jeg til at spille trommer og guitar, men jeg var den, der hurtigt skulle få det til at fungere, og så blev det der bare! Jeg fik talent for det og kom til at spille med en masse mennesker, og pludselig var jeg blevet trommeslager, egentlig uden at jeg havde fantastisk meget lyst til det. Men fordi jeg fik meget at lave med folk, der var 10-20 år ældre, og det synes man var fantastisk, når man er 12 -14 år gammel, så jeg var lidt duperet af hele det der liv, da jeg så pludselig var 19 år, tænkte jeg "hvad laver jeg her?" Og så holdt jeg op."

Hvor kommer den musikalitet fra?

"Det ved jeg faktisk ikke. Men hvis man ikke bliver eksponeret for de ting på et tidspunkt, så er det ikke sikkert det kommer frem."

Men den guitar, du startede på, var det en du havde fået?

"Den havde jeg fået af mine forældre."

Hvorfor gav de dig den?

"Jeg tror fordi vi ønskede os den. Jeg er jo barn af tresser-forældre, hippie-forældre og der skulle alting jo prøves af, så hvis børnene ville spille guitar, så ville de spille guitar. Jeg tror det var i den dur. Vi fik også nogle trommer, lidt under den påskyndelse af, at så skulle vi få nogle af vores aggressioner ud i stedet for at lege krig. Men det var lidt bevæggrunden for at give os de ting. Det var også en tid, der var anderledes. Sådan var det bare."

Hvad lyttede du til for noget musik dengang?

"Min forældres musik. Det var Beatles. De købte jo alle pladerne for os. Jeg tror jeg købte min første plade, da jeg var femten år. Jeg lyttede til alt fra James Brown, Beatles og Jimi Hendrix.

Hvad har det betydet for dig, at blive far i så ung en alder?

"Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har jo aldrig prøvet andet, så jeg har ikke noget at sammenligne det med. For mig er det bare sådan mit liv udviklede sig. Jeg fik mit første barn, da jeg var seksten år. Jeg har jo aldrig været teenager, jo, det blev jeg i en senere alder", griner Kasper stort. "Men da alle andre af mine venner var teenager, var jeg det ikke, for jeg var jo på arbejdet og var inde at spille i radiohuset og rejste rundt i hele verden. Jeg var voksen, på sin vis voksen hurtigt."

Hvordan var det så at være "ældre teenager"?

"Jeg var lidt fanget. Jeg kunne godt mærke, der var en masse ting jeg ikke kunne snakke med dem jeg spillede sammen med om. De var meget søde og tog mig med til alt. Men selvfølgelig var det meget vi ikke kunne snakke om. Jeg anede jo ikke, hvad de snakkede om. Jeg havde ikke den erfaring, og jeg spillede med folk, der på det tidspunkt, hvor jeg var seksten år, var de et par og tredive. Mit liv har været skønt, jeg kan ikke sige, man ikke skal gøre det!"

Hvad har det givet dig, at blive far?

"Det har nok givet en form for disciplin. Det kommer helt automatisk med små børn, de vågner kl. 6-7 stykker om morgen, og så skal man op og lave bestemte ting. Man lærer at leve med bestemte rytmer. Og det tror jeg også hjalp, da jeg senere kom på konservatoriet, og jeg skulle øve mig otte-ni timer om dagen. Det er de færreste teenagere, man kan få til at øve sig så lang tid. Jeg blev også mere målrettet og pludselig kom skaffedyret op i mig, børn skal jo have tøj på kroppen, mad og spise, så ens liv får lige pludselig nogle andre rytmer. Men det har da også betydet, at der er nogle andre ting jeg ikke har fået lov til, men det er ikke noget jeg tænker tilbage på nu og savner f.eks. at ligge og brække sig til skolefester. Den pige, jeg fik barnet med, var meget ældre end mig, 7 år ældre, og det hjalp jo også en del på det. Hun har adopteret os begge, både barnet og mig. Hun har nok opdraget mig til at blive nogenlunde voksen."

I det gamle Grækenland havde man en muse for hver kunstart. Dengang brugte man meget det at lytte til sin muse for at få åndelige inspiration. Har du en muse og lytter du til den?

"Jeg synes altid det er ens kæreste, der er tættest på dig, det er også dem, der kender dig bedst og det er også dem, der kritiserer dig, hvor hun kan sige "det der kan du gøre langt bedre". Hvor andre mennesker måske ikke tør sige sandheden, fordi de ikke kender dig godt nok til at vide, om du kan tage den, eller du ikke kan tage den, vel? Så den jeg regner mest med, det er altid min kæreste, Simone, hun kender mig bedre end andre."

Det er hendes råd du lytter mest til?

"Ja, det er det. Men der er også andre end hende, selvfølgelig er der det.. Jeg spørger hende jo ikke, om jeg skal gå fra b-mol til as-mol, det har hun jo ingen forståelse for. Men så har jeg en gruppe omkring mig, Thomas Blachmann, som jeg arbejder enormt godt sammen med. Vi spørger da hinanden meget og spiller ting for hinanden, altid. Også på de ting vi ikke arbejder sammen på. Vi er ret gode til at være hårde overfor hinanden."

Hvad er det for et forhold du har til Thomas Blachmann?

"Thomas..ja, det er et forhold uden sex", her bliver der grinet stort. "Nej, et kærlighedsforhold er forkert at sige, men når man arbejder så meget sammen, som vi gør, og egentlig har så mange tanker fælles, så er det vel en eller anden form for kærlighedsforhold. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal udtrykke det."

Startede det så først med en flirt?

"Ja, ja, det er der altid. Der er stadig en flirt". Kasper griner igen udfordrende.

Hvornår startede det? "

Vi blev bragt sammen af Caroline Henderson i sin tid, og vi havde kun hørt om hinanden, fordi vi begge havde boet så mange år i udlandet, så vi har aldrig været her på samme tid eller fungeret på samme tid. Og jeg synes, det han havde lavet sammen med Caroline, inden jeg kom ind i projektet, var så godt, at jeg faktisk sagde nej til at være med, fordi det de havde lavet var så godt, at de ikke havde brug for mig.

Men både Thomas og Caroline insisterede så meget på, at jeg skulle være med. Så lærte jeg Thomas at kende, det var fantastisk. Vi har så lavet alle mulige mærkværdige ting sammen bagefter. Det er noget af det tætteste jeg har været på kærlighed uden sex, som var sjovt. Både Thomas’ kæreste og min kæreste synes, det er helt fint vi har det forhold."

Hvad er det han kan, som du ikke kan?

"Det er svært at sætte en finger på. Men vi har forskellige måder at tænke på, men vi vil nå det samme sted hen. Jeg tager en vej, og han tager en anden vej. Det gør, at vi begge lærer noget. Man bliver inspireret på, den måde det hele udvikler sig og bliver ved med at prøve nye ting. Det er en meget speciel oplevelse."

Hvordan?

"Det med at man hele tiden føler … Lidt ligesom da jeg var lille og spillede i et orkester, det var en skøn fornemmelse, det med at man synes man var et "Gang" og man kunne sidde og sige, at alle de andre var nogle idioter, sammen. Det gør man ikke så meget mere, men man får en eller anden styrke sammen, som er nemmere overfor resten af verden, end man ikke altid er alene og skal ud og gøre det selv. Også forsvare de ting man har lavet. Vi skal jo konstant forsvare os over for pressen, der elsker at skælde os ud. Der er det meget rart at være to om at gøre det."

Men de elsker jer jo også!

"Ja, ja, vi er heldige … jeg brokker mig ikke."

Ud over Thomas Blachmann, din kæreste og dine børn, hvad inspirerer dig allermest ?

"Det er alt muligt. At vi sidder her og snakker, noget jeg ser på gaden…Det er ikke så meget musik. Når man kommer sig over at være teenager og ikke har nogen helte længere, i musik, hvor det mere og mere er kollegaer. Jeg kom jo hurtigt til Amerika og kom til at spille med mange af dem, der var mine helte, og så bliver de der spøgelser ligesom lagt. Og så opdager man, at de er ligesom mig selv. Så falder meget af inspirationen væk, og man tænker "Nå, var de sådan" og så lige pludselig bliver det nogle andre ting, der bliver inspirations kilder, og der begynder det at blive rigtig sjovt. Nu hører jeg bare musik, og elsker at lytte på det, men det er ikke der det kommer fra."

Hvad lytter du til …?

"Lige nu i lokalet her..?"

Nej, nej ikke lige nu.

"Nå, for det gør jeg nemlig..."

Gør du det nu …?

"Ja, ja, altid."

Hvad hører du lige nu?

"Det er stemmer, klangen af stemmer, man kigger rundt. Det er alt sammen noget, der ryger ind på ens harddisk. Man vender sig til at optage alting. Man kan altid bruge det på et eller andet tidspunkt, så kommer det tilbage. Det er vigtig, man husker tingene og har dem liggende et eller andet sted, til de kommer ud i den anden ende, hvor man kan bruge dem til et eller andet."

Kan du altid huske alting?

"Ja, der er nogle … når jeg går herfra eller om en uge, kan jeg ikke huske alt, hvad vi har snakket om. Men der vil være bestemte ting, og det behøver ikke være meget mere end en sætning, der sætter ting i gang. Én sætning har skabt meget store ting. Der skal ikke mere til."

Hvad er du allermest stolt af, hvad du har lavet gennem tiden af musik?

"Jeg er mere stolt af, at jeg er her endnu, end noget specifikt. Der er mange af mine kollegaer, der ikke har haft så lang tid, som jeg har haft, det er lidt ærgerligt. Så det er jeg mest stolt af, at jeg kunne holde tungen lige i munden og fortsætte. Det at jeg bare kan blive ved og ved i en eller anden form, er den største fortjeneste jeg har haft.

Har du filosoferet over, hvorfor du egentlig kan det?

"Jeg tror en af grundene til at jeg har fået lov til at blive ved, det er også en af grundene til at de skælder mig ud, og det er at jeg aldrig vil gøre hvad de beder mig om. Det gør jo også at man bliver mere og mere interessant i deres øjne. Jeg bliver jo behandlet, som om jeg sælger 200.000 plader også, hvis jeg kun sælger fem, og det tror jeg har noget at gøre med, at jeg gør hvad der passer mig, og det er sjovt for andre, også for mig selv. Hvis du skal gå ned og bruge 140 kroner, vil du gerne have en historie, du ikke kan fortælle selv. Når du går ind og ser et teaterstykke eller en film, vil du også gerne se noget, du ikke ser i din dagligdag. Så det ligger jo i hele den ting, der hedder Entertainment, og det er at være entertainer. At være entertainer er at gøre noget, du ikke selv kan gøre, derfor kan jeg underholde dig."

Har det også noget med dit image at gøre? Din arrogance?

"Jeg har ikke bygget det op. I har bygget den op. Jeg har ikke gjort noget for den. Når jeg siger jer, mener jeg journalister. Det er jer der har bygget det der image op omkring mig. Netop også dette højrøvet… Det er meget sjovt ... af mange af de interviews jeg har lavet denne gang, har jeg læst tre interviews, der starter med at snakke om, hvordan de troede jeg var. Jeg ved ikke om de blev skuffet, det kan jeg ikke udtale mig om, men jeg var i hvert fald ikke sådan, som de havde troet. Og det må jeg sige, jeg synes ikke jeg har forandret mig særlig meget, selvfølgelig har jeg forandret mig, men i bund og grund er jeg den samme, som jeg altid har været. Det er måske sådan noget, der er blevet arvet af en tidligere generation af journalister, som har skrevet noget om mig, og så tror de andre journalister, at jeg er sådan og sådan, og det er jeg slet ikke. Men så skriver de måske deres egen myte om mig, og så kan det blive ved."

Hvad kan du bedst lide ved dig selv?

"Den er sgu svær … jeg kan bare godt lide mig selv. Selvfølgelig er der ting, der kan gøres bedre, men jeg har det ikke dårligt med den jeg er."

Når du ikke laver musik, hvad laver du så?

"Mad !! …Jeg elsker at lave mad, mest europæisk mad. Fransk og italiensk. Noget japansk mad kan jeg lave, men jeg er ikke så vild med det."

Hvad med indisk, der er jo et hav af indiske restauranter i London, hvor du bor?

"Ja, det er der - og der hvor vi har kontor og studier i London er der ikke andet. Vi bor midt i det. Jeg spiser det da også engang imellem, men jeg synes bare ikke det har den der … Men det er også, fordi jeg bedre kan lide at drikke vin end øl, det har noget at gøre med ting, der passer sammen."