The long and winding road(Tillægget M/S i Berlingske Tidende 10-10-2004) Med tilladelse fra journalist Jens Rebensdorff ! Fotos: Kasper Winding
ENGANG IMELLEM glider der en check ind ad døren til Kasper Winding i Rue des Martyrs. Måske er den fra Thailand, måske er den fra Japan eller et andet sted på kloden, hvor filmene "Mig og Charlie" (1978), "Strømer" (1976) eller TV-serien "Én gang strømer" fra 1987 er blevet vist. Ærkedansk TV-fiktion tilsat musik af det musikalske legebarn, allround veteranen, den perifere excentriker og det udanske megatalent. Eller hvad den nu 48-årige Kasper Winding ellers er blevet stemplet som i årenes løb. Han smiler bredt over alverdens TV-kanaler, der, for at overleve, må fylde sendefladen med udenlandske film og serier. "Det er da rare penge at få. De gange om året, hvor sådan en check kommer, behøver vi ikke tænke på huslejen," siger han og lukker penge-snakken med et: "Økonomisk klarer vi os okay."
Billedet viser hans kone Simone Bendix og hendes tvillingesøster læsende i sengen, mens Kasper Winding kravler på gulvet for fodenden. I det bageste værelse har Kasper Winding indrettet et lille lydstudie ? eller hvad man nu skal kalde det nyudpakkede grej med ledninger og en laptop som kommandocentral. I køkkenet hænger de obligatoriske børnetegninger på køleskabet kreeret af parrets seksårige søn, Pablo. Først om et års tids er hans flytning fra England tilendebragt. Imens pendler han mellem de to hovedstæder.
I Paris hænger hans liv sammen. Her er han kommet som barn på besøg hos fætre og kusiner og onkler, og her blomstrede hans og Simones kærlighed. Han kan de rigtige franske udtryk over for en tjener eller en ostehandler, men han mestrer endnu ikke helt det franske dagligdagssprog. Det gør til gengæld Simone Bendix, der har boet i Paris som barn og allerede har haft sin første franske rolle på de skrå brædder. Inden vi går ned på gaden, kysser Kasper Winding hende farvel. Hun forlader et sekund computeren i den lange gang, hvor hun og en veninde er i færd med at oversætte en ansøgning om leje af et øvelokale til fransk. HAN SLENTRER NED ad gaden og drejer hjemmevant om hushjørner og skyder genvej. Højere end de fleste parisere, der går forbi på gaden. Bare tæer i brune herresko, hvide lærredsbukser, stribet skjorte under en beige jakke. Med solbriller så store som flueøjne ser han overlegen ud på en misundelsesværdig jeg-kender-Paris-som-min-egen-bukselomme måde. "Det gode ved at bo i udlandet er, at jeg ikke har den der rygsæk af fordomme med mig. Her er jeg bare en med noget musik under armen," siger han, mens vi går. Fordommene om ham som arrogant og selvtilstrækkelig har selvfølgelig også noget at gøre med, at han lever udansk og gerne tager Miles Davis' ord i sin mund: "Der findes ikke nogen, der er forud for deres tid. Bare en frygtelig masse, der er bagud." Den slags lugter fælt af bedrevidenhed i lille Danmark. Når man tilmed elsker at gå med solbriller indendøre og med et afslappet smil siger: "Jeg er en stor fan af krukkeri. Der er for lidt krukkeri, synes jeg," så er man stemplet i Danmark. Og kun få ser smilet på hans læbe. "Jeg har tænkt, vi skulle spise noget marokkansk til frokost. Kan du lide couscous?" Ned ad Rue de Petit Champs og Rue Vivienne. Gennem Passage du Herron, og så er vi i det smukke Palais Royale. En kæmpegård med søjlegange, hvor gamle eksministre, rige parisere og topembedsmænd bor i gigantiske lejligheder. På restaurant "Muscade" bestiller Kasper Winding sin lam og couscous og en kold St.-Nicolas de Bourgueil 2003. Vi sidder udenfor i solen. Få minutter efter er alle borde optaget til frokost.
Op gennem 90erne til nu har han komponeret musik til fem balletter, lavet filmmusik, egne album og har produceret to plader, der blev nogle af 1990ernes mest roste danske udgivelser: "Sjælland" af C.V. Jørgensen og "Cinemataztic" med Caroline Henderson i samarbejde med vennen og kollegaen Thomas Blachman. Han har, som han selv siger, "leveret en del af soundtracket til to generationer". UDOVER ET MUSIKALSK CV så langt som Seinen hjælper det selvfølgelig også den både i livsstil og musikalsk håndværk stilsikre mand at være medlem af en familie, for hvem tingene ? set udefra ? ser ud til at flaske sig. Han var for eksempel den yngste nogensinde til at blive optaget på musikkonservatoriet. Det var i 1972. Han var 16 år, men en professor frarådede ham at starte, fordi han næppe ville have tid til at studere, når han tjente sine penge på at spille i to orkestre samtidig. "Nogle siger: Bare vi kunne leve som dig, Kasper. Men prisen, jeg betaler, er, at jeg ikke hører til nogen steder, og at jeg ind imellem flopper." Der er for lidt krukkeriHan rejste fra Danmark og bosatte sig i London for 14 år siden, da "alt poppet blev for meget". Det var rart at "give slip", som han siger." Fra 1978 til 1982 boede han i New York og spillede musik. Derefter et par måneder i Los Angeles. I 1984 tog han til Milano og festede indtil 1986, hvor han tog til Paris og boede og indspillede "Daddy's in rare form tonight". I 1989 flyttede han til London, hvorfra han nu er ved at flytte. Hvordan har du det med ikke at høre til nogen steder? "Det er ikke trist. Det er bare mærkeligt. En slags ny erkendelse. Siden 1978 har jeg jo ikke boet i Danmark i mere end tre år sammenlagt. Man kan ikke undgå at føle sig en smule stammeløs. Det giver en stor frihed, men man skal være vågen i timen, fordi man konstant stiller tilbage til nul og begynder forfra. Skræmmende og euforisk på én gang." Han forsøger at pin-pointe følelsen med et: "Where ever I lay my hat, that's my home." Hvad betyder "hjemme" for dig? "Jeg har aldrig følt mig hjemme noget sted. Men det er vel et sted, hvor jeg kan te mig, som jeg har lyst til, og mine omgivelser ser overbærende på mig. At føle mig hjemme har hverken noget med sprog eller penge eller venner at gøre. Jeg følte mig lige godt tilpas i New York, Milano og London. Når jeg er flyttet, har det altid været på grund af en kvinde eller på grund af arbejde. Jeg har aldrig hjemve og behøver nærmest kun min laptop for at kunne arbejde. Jeg vil også hellere have en intens uge her i Paris med min bedste ven Morten end to timer hist og her på en café." Hvilke omkostninger har det haft for dig at bo så meget i udlandet? "Aner det ikke. Jeg har ikke noget at sammenligne med." Hvordan har du det med ikke at se dine to ældste sønner så meget? "Jeg boede sammen med Oliver (i dag 30 år) til han var otte år, så vi fik en vigtig tid sammen. Julian (20 år) er vokset op hos mig. Men det er aldrig sjovt at blive skilt fra sine børn. Man mister noget meget essentielt, nemlig en hverdag. Der, hvor man oplever de små nuancer. Men i dag har jeg det fint med dem. De har deres eget liv nu. Mit behov for at se dem er større end deres behov for at se mig. Man mister sine børn, når de er 15 og får dem igen, når de er omkring 20-25." Vi betaler og går videre ud i byen. Hans lette gang på Paris' fortove svarer næsten for godt til den lethed, hvormed han fortæller om ikke at høre til, om et professionelt liv udelukkende tilbragt bag et trommesæt, keyboard eller en mikserpult. PARIS ER DET tætteste, man kommer den perfekte by, mener Kasper Winding. Den ligger midt i det hele, siger han, som om Paris var et trinbræt på S-togsnettet. "Alle kommer igennem på et eller andet tidspunkt. Paris er ikke som Rom. Der bliver man sindssyg af at sparke til ruinerne hele tiden. Og London lever på renomméet. Englænderne lever meget i fortiden, hvorimod Frankrig er et meget teknologisk land og franskmændene meget fremsynede. Det er også lettere at komme i kontakt med folk. Hernede er folk mere generøse, og man bliver introduceret til venner og bekendte. I London er folk bange for noget nyt, hvis det ikke er engelsk." Hans Paris-venner tæller meget få musikere. De ses blandt andre med armenske og franske forfattere og journalister. "Hvis jeg var 19 år i dag, ville jeg flytte til Berlin," siger han og lyder næsten som om, han håbede det. "Simone og jeg reagerer begge meget intuitivt. Da vi var i Stockholm for nogle år siden, havde vi en så fed tid og mødte så mange sjove mennesker, at vi med det samme overvejede, om vi ikke skulle tage og bo der et stykke tid. Men vi tog os i det. Der er ting, man ikke bare kan gøre, når man har børn." Beslutningen om at bo i Paris, på grund af hans hustrus arbejde, er en af de få planlagte og velovervejede beslutninger i Kasper Windings liv. "Så nu står jeg her og flagrer. Det er skræmmende, fordi jeg for første gang i 15 år kikker ud over mit eget liv... husk på, jeg har haft en tourmanager, siden jeg var 15." Vi går NED ad Rue de Rivoli til Virgins pladebutik i kælderen under Louvre. Kasper Winding skal have den nye med Björk. "Hun er nyskabende og anderledes," siger han. Han efterlyser en ungdom, der overhaler hans egen generation, giver dem fingeren og gør noget nyt. Noget andet end pop med tekster om biler, piger og champagne og musikvideoer med halvafklædte babes. For første, men ikke sidste gang denne dag i Paris, nævner han Lars von Trier som en, der tør. "Hvis de unge overhovedet giver nogen en finger, så er det en lillefinger." Synes du selv, du er nyskabende? "Jeg har jo gjort mit gennem tiden. I dag håber jeg bare, folk vil bruge tid på det, jeg laver. Når jeg har lavet noget nyt, der ikke svarer til folks forventninger, er det som om, folk har sagt: Hov, hov Kasper ? det var ikke lige, hvad vi aftalte. Som om jeg havde indgået en kontrakt med folk om, at hvis de køber min plade, så skal jeg nok lave noget, de kan lide. Men tidens tålmodighedstærskel er for lav og ikke skide befordrende for fordybelse," konstaterer han.
Mens vi forcerer gadekryds med fare for liv og lemmer, giver han et eksempel på, hvordan han selv søger nye veje: I nat sad han og redigerede videoklip, hvori Alexander Kølpin danser på gaden og på toppen af lastbiler i New York. Han ved ikke, hvad det skal blive til. Men nu var Alexander der, og han havde kameraet, "og så var der ligesom ingen undskyldning". Han vil gerne lave flere levende billeder. Et manuskript til en film i samarbejde med sønnen Oliver ligger klar som madding til sponsorer. "Jeg vil gerne prøve at fortælle med ord og billeder, hvad jeg gennem årene har forsøgt at gøre med musikken." Hvad er så den røde tråd i det, du har lavet? "Melankoli. Og selvironi. Det sidste er der bare ikke så mange, der har opdaget," griner han. Vi slentrer forbi Place de 18 juin 1940 og smutter ned i en sidegade. I en lille engelsk bogforretning køber han den ny agentroman af Charles McCarrey, "Old Boys", hjemmevant og målrettet . I DAG ER KASPER Winding ikke længere en del af de aktuelle hitlister eller øverst på plakaten i musikdanmark, men dog en del af mange danskeres musikalske hukommelse. Kasper Winding er der stadig et eller andet sted, selv om hans sidste "rigtige" udgivelse var "Vibe-O-Gram" tilbage i 1999. "Jeg er ikke mangfoldiggjort i lang tid, så jeg er ikke i folks bevidsthed. Folk kan stoppe mig på gaden derhjemme og sige: Der går Kasper Winding, men de ved ikke, hvad jeg laver. Jeg er bare berømt." Quai Malaquais og ned ad Rue Bonaparte. Forbi kunstakademiet og ned på Boulevard Saint Germain, hvor caféerne Les deux Margots og Le Flore stadig kæmper om publikum. Turisterne på den første. Han vil drikke sin te på Le Flore. Vi snakker om, hvordan det var at blive far i en tidlig alder. Han fik sin første søn, da han var 15 år med den syv år ældre fotograf og fotomodel, Pia Tryde. "Jeg gjorde nok tidligt den fejl, at jeg på grund af den lille aldersforskel mellem os troede, at Oliver var en slags ven. Jeg var heller ikke den, der stod op midt om natten for at skifte ble og den slags," erindrer han. "Jeg kan ikke huske ikke at have været far, og jeg tænker ikke over, hvordan livet ville have været uden børn. Jeg var jo en meget alvorlig ung mand dengang. Jeg øvede otte timer om dagen og spillede i flere orkestre. Det tog lang tid, inden jeg var rigtig far for ham. Mit ungdomsoprør kom først i 80erne." Han smiler indforstået af 80ernes kokain-, pige- og pengeforbrug i det københavnske natte- og musikerliv. "Jeg brugte for meget af alt. Jeg havde ingen grænser. Det var som om, jeg havde taget en beslutning om at åbne alle sluser." Han smiler et overbærende erfaringssmil af de to-tre år af sit liv, hvor han for engangs skyld hverken havde kone eller børn at tage sig af. VI GåR GENNEM mylderet igen. Hen til det store brasserie La Coupole på Boulevard du Montparnasse med plads til 400-500 gæster. Her havde den unge Kasper Winding sin gang, når kusiner og fætre skulle invitere danskerne ud for at opleve det rigtige Paris med orkester i midten af det store lokale. Det var her den nyforelskede Kasper Winding spiste natmad sammen med Simone. Vi stikker hovedet indenfor i den eftermiddagstomme café. Her ville københavnske kopicaféer som Turell, Victor og Sommersko kunne ligge i et hjørne af østersmontren. "Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville vise dig Picasso-museet. Det er en god måde at forklare, hvordan man fordyber sig. Det er vigtigt nu om dage. Men det vil altid være der. Jeg synes, vi skal tage ud på Fundation Cartier i stedet for. Vi tager en taxa." Stedet viser sig at have en udstilling af Jean Paul Gaultier på programmet. "Pain de couture". Her dufter af brød. Alt er lavet i brød. Tasker, gardiner, kroppe, kjoler, skulpturer. Der er opbygget et bageri i kælderen og selv personalets ansatte er klædt i bagertøj, og programmet ligger i en bagerpose af papir. "Jeg er begyndt at bruge ordet "kunst" igen. Men når man er kunstner, skal man genopfinde sit liv hver dag. Lidt som at arbejde mod tyngdekraften." Vi ser udstillingen. Kasper Winding køber et par boller formet som et par bryster. Midt på Rue de Renoir får han spørgsmålet: Er der noget, du troede jeg ville spørge om, som jeg ikke har spurgt om? "Der plejer at være to ting. Det ene har du spurgt om: Det med hvordan det er at blive far i en ung alder. Det andet har du ikke." Hvad handler det om? "Om Gitte." |
|
|
Engang
var det Milano, New York og London. I dag forsøger Kasper Winding at undgå
danskernes forventninger til ham i Paris. M/S bad den danske musikveteran om
en guidet tur i byernes by.
Pariserlejligheden
er nyistandsat med stuk og roset i stueloftet. Foran stuens kamin af marmor
står en voldsom rød og ny sofa. Et Buddha-hoved pryder gulvet, og ved siden
af kaminen en gipsbuste af hans bedstefar, chefredaktør Preben Wilman. På en
hylde i spisestuen står adskillige Eiffeltårne i glas, der engang indeholdt
saftevand, og på væggen en blå plakat med forsiden af hans 1987-LP "Daddy's
in rare form tonight".
DET
ER PENGE som dem fra TV, film og egne pladeudgivelser samt et hav af andre
musikalske produktioner og kompositioner siden 1970erne, der gør det muligt
for Kasper Winding og hans familie at bo på noget, der bedst kan
karakteriseres som en lang charmerende Pariser-udgave af Værnedamsvej i
København. Ostehandlere, bagere, caféer, restauranter og
delikatesseforretninger. 9. arrondissement er blevet populært for parisere,
der synes, at nabobydelen Montmartre er blevet for poppet og proppet med
turister.
KASPER
WINDING ER kun "hjemme" i Danmark tre - fire gange om året. Hans globale
pendlerliv har længe været en kilde til misundelse for mange i den danske
musikbranche. Hans skiftende adresser i Milano, New York, London og Paris,
hans succes som producer og hans, for alle os, der ikke ved bedre,
øjensynlige lethed ved at få nogen til at udgive selv de mest smalle
technoplader. Han har haft kvinderne, kontakterne, karrieren. Han har været
professionel musiker siden, han var 15 år. Som 19-årig drog han til New York
første gang og spillede trommer for The Rolling Stones, Frank Zappa og i
husbandet i TV-showet "Saturday Night Live".
Kasper
Windings nye CD "Domestika" udkommer 25. oktober (2004). Han kalder det selv
elektronisk popmusik, men er blevet kaldt alt fra "organisk lounge" til en
mellemting mellem Kraftværk og The Beatles.