"Hjemve"

En sjov film af Lone Scherfig (og Niels Hausgaard), 2007.

Link til filmen hos "Cinemazone" - premiere i Danmark 30. marts 2007. Læs anmelderne herunder:

Nordjyske Stiftstidende (Lars Borberg)

Lone Scherfig og Niels Hausgaard sammen om at lave en film. Alene her tænder det gnister i forventningen. To kloge, humoristiske, originale hjerner, kringlede og skarpe og uimponerede, kærlige og livserfarne.

Så det må jo blive en god og meget anderledes film - og det er det sandelig også blevet.

Et eventyr fra en provinsby, som vi gerne vil have den til at se ud, fordi det er sådan, vi kender den - vi der bor eller arbejder i en - eller tror, vi kender den, fordi vi bor et andet sted, men har en masse meninger om, hvordan der nok er i sådan en.

Der er jo det med fordomme, at de som regel udspringer af lige dele virkelighed og forestillinger om virkeligheden. Forestillinger, der jo egentlig bare er en version af virkeligheden, oplevet gennem det subjektive øje.

En af fordommene om provinsbyen er, at der er megen sladder og småtskårethed og at alle kender hinanden. Men det er jo i høj grad også netop virkeligheden i provinsbyen - og er det så en fordom? Ja, hvis man tror, at det er udtryk for at mennesker er små og mindreværdige, smålige og småborgerlige fordi de bor i en lille by. Det er de jo ikke - ikke mere, i hvert fald, end de er store og generøse og flotte og verdensmennesker, dem, der bor i en storby.

I Lone Scherfigs og Niels Hausgaards provinsby her leves livet fuldt og helt og til stregen. En nøgleperson er kommunens Myrtle, (Bodil Jørgensen) en kvinde, der er blevet flyttet fra sit arbejde på den karakteristiske kommunale måde: Ingen tør tage ansvar for det, så man opfinder en begrundelse, der skal forestille at være positiv, selv om alle ved, det er løgn.

Myrtle står for byens foredragsrække og har ansvaret for nyanlægget af rådhustorvet. Foredragene holdes gerne af kunstneren og digteren Lindy (Peter Hesse Overgaard) med hestehalen og den stærke libido, og blandt de faste tilhørere er både apotekeren, Lars Kaalund, manufakturhandleren (Kristian Ibler) og hans førstedame Ulla (Mia Lyhne) og ikke mindst byens original Erling (Peter Gantzler) med de aggressive tilbøjeligheder. Fast gæst er også kommunalarbejdernes tillidsmand, Henrik Lykkegaard, hvis folk strejker på grund af den nøgne mand.

Nogle af dem har dannet en selvhjælpslinje med døgnvagt, Det Tavse Øre, hvor hjælperne er anonyme, selv om alle kender dem - og hertil kommer også kvinden Margrethe (Ann Eleonora Jørgensen), der er flygtet fra sin sektreligiøse familie og søger tryghed og nyt liv i den farlige ydre verden, forfulgt af sine troende forældre (Steen Stig Lommer og Stine Ekblad).

Hele filmens og historiens omdrejningspunkt er typisk Hausgaardsk: Nogen har set en nøgen mand en nat i byen, udendørs, kun en avis havde han med, i hånden. Man kunne se det hele. "Og mere til", som en siger. Dog ikke hvem har var - så det kan jo være alle.

Denne enlige, næsten tvivlsomme, observation er igangsætter for hele filmens handling og intrige, flor hele dens fortælleapparat og dens grundlæggende filosofi og menneskesyn. Ingen kan undgå at tænke "en nøgen mand, okay, hvad så?" - men snebolden ruller, stemningen vokser, katastrofen truer - alle mulige forgreninger skubbes i gang og snart er det ved at blive anledning til hele samfundets opløsning.

Indtil kærligheden ganske overraskende og kontant melder sig på banen og får alt til fremstå i nye perspektiver.

Det er sådan en film, hvor man har haft det endda meget morsomt, når den er færdig. Man føler sig endda glad og tilfreds - men det er faktisk ikke spor let at finde ud af, hvad det egentlig er, man er tilfreds med - ud over det enkle udsagn: Livet er ustyrligt og mangfoldigt. Intet er givet på forhånd, og man skal ikke satse for meget på, at der er en forklaring bagefter.

Weekendavisen (Ina Kjøgx Pedersen)

Hjemvé. Ny høhø-film fra Lone Scherfig og Niels Hausgaard bliver først interessant, da den holder op med at være hyggebøvet folkekomedie for symbolanalytikere.

HVAD er det, vi danskere har med provinsen? Den tendens til drilagtige, hudflettende, anekdotiske og måske endda ondskabsfulde nationalhistorier, vi med alt for små mellemrum sætter gabet under Det Store Kar for at aftappe, ligner en besættelse så svær, at en kur forekommer ude af syne.

Tag nu Hjemvé, Lone Scherfigs nyeste film. Hun har skrevet manuskriptet sammen med Niels Hausgaard, manden, der trods alt bedre kan lide provinsen end EU. Historien handler om en rigtig lilleby med stokroser, stejle gader, småhuse, havn og rådhus af umiskendelig lighed med Rudkøbing på Langeland. I denne by har vi den alt for sorthårede Myrtle (Bodil Jørgensen) fra kommunen, der i sin fritid skærer piber ud af elmeknuder, Margrethe (Ann Eleonora Jørgensen), som netop er flygtet dertil fra en nyreligiøs kødelighedshadende sekt, Lindy Steen (Peter Hesse Overgaard), som har charmeklud, grånende hestehale og holder studiekreds for byens damer om sine digte og det store »hvorfor?«, den hørehæmmede apoteker Jens Peter (Lars Kaalund), som i sin fritid kører telefonrådgivningen Det Tavse Øre sammen med Jesper Tøjmand (Kristian Ibler), der giver benklæderne væk til alle byens gamle mænd og ender med at blive sat under administration af sin noget skrappere medhjælper Ulla (Mia Lyhne). Der er også Erling (Peter Gantzler), som altid bærer shorts og er utrolig vred, hans søster Darling (Ida Dwinger), som har shoppet sig fra hospital til hospital landet igennem og nu pludselig dukker op ud af det blå på denne bys sygehus, stadig overbevist om, at hun ligger for døden, sjakbejs Bo (Henrik Lykkegaard), som nedlægger arbejdet og rådner op, mens hans kone er i Grindsted, hvor hun for øvrigt har været i ni år, og helvedesprædikanterne (Steen Stig Lommer og Stina Ekblad), som jagter Margrethe og ryger i ekstase af at bortmane djævelen og alle hans gerninger.

Så er galleriet tegnet op. Nu mangler vi bare et usandsynligt plot og lidt kærlighed, så ender det hele godt.

Det begynder med, at nogen har set en mand løbe rundt uden tøj. Så bliver man utryg. Hvem er det? Folk begynder at sladre om hinanden, og så bliver man endnu mere utryg. Folk begynder at sladre om sjakket på Rådhuspladsen, som er ved at anlægge nyt torv, og så bliver de utrygge. En dag kaster nogen en flaske efter en af dem, som dog ikke rammer. Men arbejdet nedlægges, der indkaldes til stormøde, syv møder op og går i grupper. Beslutningen bliver, at Det Tavse Øre skal prøve at få den nøgne mand til at komme ud af busken og stå ved sine gerninger, så byen kan komme videre.

Handlingen udspiller sig bl.a. på apoteket, hvor Jens Peter med mild hånd styrer bedriften af mørkhårede sirener. Hvide kitler og stramt hår om dagen, pikant undertøj og løse lokker om natten. Imens holder Det Tavse Øre til i en nedlagt ostebutik med rindende vinduer, hvor der pludselig sker ting på sofaen i mørket, Lindy Steen er ude med snøren efter en sild og på kommunen prøver Myrtle at løse det hele med blide vippeblink ned til den sure Bo på Torvet.

HVAD skal man mene om dét? Det første lange stykke tid får man ærlig talt smækket så mange høhø-fænomener i hovedet, at man får lyst til at råbe ud i salen: Niels Hausgaard, gå nu hjem. Du er bedre på sang. Man synes tilmed (måske mæt af al den småt-er-godt-men-vi-hader-det-alligevel stil), at flere skuespillere allerede er set i de roller, de har i filmen. Bodil Jørgensen var også den modne smådesperate og dog af smålir emmende kvinde i Voksne Mennesker, Henrik Lykkegaard var brovtende stenhoved i Bornholms Stemme og Peter Hesse Overgaard var den talentløse og dybest set rørende ensomme platnakke i Sirup. Omvendt har Peter Gantzler og Lars Kaalund byttet temperament. I Italiensk for Begyndere, Lone Scherfigs charmerende og velfortalte dogmefilm fra 2000, var Gantzler den myge Jørgen Mortensen og Kaalund den grovkæftede Hal-Finn. Den vrede Erling (Gantzler) og den hyggelige Jens-Peter (Kaalund) har dog som karakterer mindre spillerum i Hjemvé. De fremstår begge et stykke ind i filmen - i lighed med de andre - mere som karikaturer.

Men så sker der noget. Hver gang Erling besøger sin søster på hospitalet, går det galt. Han synes, hun er åndssvag og irriterende, og hun ynker sig selv. Alligevel kommer han igen. En dag har hun et fotografi til ham af deres mor. Hun har jo allerede dyppet snablen på det billede, siger Erling, sczga do ik ned i gårn å pus din sykkel, Ærling, og så kom der alle de der mænd. Senere forstår man, at de to har levet et liv på børnehjem og ind og ud af plejefamilier, og vi har hele Monty Python-udtrækket med: vi skulle vaske gulvet med fingrene, siger Darling (som i The Hollywood Bowl, hvor Python'erne konkurrerer om, hvem der havde den værste barndom), og én døde på det hjem, hvor Erling boede. Men så heldig var jeg ikke, at det var mig, siger han. Seancen sluttes af med, at Darling husker den godnatsang, moderen foredrog for de små pus. Hun begynder at synge om sorte fugle, mørket og trolden, der vil knuse og suge børnenes knogler, og Erling falder ind, uharmonisk, stødvis, vredt.

Det er så slemt, at det ikke kan blive værre, men det er også gribende, morsomt, overdrevet og en total parodi på alle de ulykkelige barndomme, vi altid kender rigtig mange i provinsen, der har haft. Her bliver filmen interessant og andet end en hyggebøvet folkekomedie for symbolanalytikere.

Jeg kunne godt lide Wilbur begår Selvmord, Lone Scherfigs film nummer to efter Italiensk for Begyndere. Den var sær, skør, fortrykket og endte også med, at kærligheden overvinder alt. Som Italiensk... og som Hjemvé gør det.

POINTEN i Hjemvé synes at være, at mens alle har så travlt med at fordømme og være bange for nøgne mænd på gaden, så er enhver bukseknap og ethvert hårspænde ved at briste af trangen til sex - og nogen at følges med.

Når man får sex og bliver elsket, bliver alt andet mindre påtrængende, hvis De tilgiver udtrykket. For én, der selv kommer fra den fjerneste flække syd for den fjerneste del af den jyske vestkyst, ligner det et oplagt bud på, hvad det er, de står og mangler i det store indhegnede noget-om-provinsen-reservoir, hvor digtere, forfattere, filminstruktører, kommentatorer og andre skabende folk henter deres råstof: sex og glade dage. Gå hjem og dyrk noget af det og kom så igen. Så lover jeg at gøre det samme.