Kasper Winding møder den Gode og den Onde

Den gode & den onde er kulturavisen Nat & Dags topreportere – og interviewet fandt vist sted omkring udgivelsen af Aud Wilken CD'en i 1999.

J er den glade, positive rygklapper, som gør sig meget umage med at rose de interviewede og i det hele taget blive venner med stjernerne.

L er den onde, benhårde reporter som med sit skarpe vid og platte facon forsøger at trække alle fordommene frem i lyset og finde interviewofrenes svage sider.

Denne gang har det umage par mødt den danske vidunderknægt, som blev landets førende popøre, Kasper Winding.

J Hej Kasper, hvor har du gjort af alle de gode babes, der normalt flagrer omkring dig?

– Det ved jeg sgu’ ikke. Det skulle mit pladeselskab ha’ sørget for …

L Ja, først var det Caroline Henderson, så Maya Albana og nu Aud Wilken. Skulle du ikke snart tage at droppe de der popduller og prøve at lave noget selv?

– Jo, og det har jeg så også gjort nu med mit eget album "Vibe-O-Gram".

L Jamen, det er da bare sådan en gang techno og drum’n’bass, som var rigtig smart for 5 år siden.

– Ja, det kan sgu’ godt være – og alligevel ikke, vel?

L Jamen, det synes jeg!

– Jeg siger ikke, at den nye plade er revolutionerende på nogen måde, men jeg har lavet en plade, som man kan høre derhjemme – hvor den type plader normalt er lavet til at blive spillet på klubber. Det er forskellen. Den form for techno, som jeg beskæftiger mig med, og som vel i virkeligheden var noget, som Underworld startede, er mere beslægtet med musik som sådan. Det er noget du kan sætte på derhjemme og lytte til, du kan kysse din kæreste, bolle, spise middag, vaske op til det. Og det har man ikke rigtig kunnet med den type dance før.

L Okay, så er du vist færdig med at promovere din nye plade … Men hvis nu denne her udgivelse – din Underworld-kopi – heller ikke holder, så kan du jo altid vende tilbage til at kopiere Prince, som du jo har haft megen glæde af tidligere …

– Ja, det kunne jeg jo godt, men der har jeg jo li’som været.

J Du var da også fremme længe før ham Prince!

– Ja, det var jeg. Men det er der jo altid sådan nogle sure røvhuller som ham der, der ikke kan forlige sig med.

L Uha ja, hele Jantelovs-Danmark er efter dig …

– Nej, kun sådan nogen li’som dig. Det er en helt bestemt race, som dukker op, når nogen foretager sig noget interessant. Det er det samme med Thomas Blachman, han får også på puklen. Men der er ingen andre, der gør som han, og alle burde rose ham. Selvom de ikke kan li’, det han laver, burde de rose ham bare for at få idéen, og de burde bære ham i guldstol, fordi han tør gøre det.

L Men du er jo også flygtet til London for at søge skattely med den slunkne indtægt, du trods alt har haft.

– Der må jeg desværre skuffe dig med, at det var af helt andre årsager, at jeg flyttede.

L Det tror jeg ikke på.

– Det er fordi, du ikke har mødt hende.

J Kasper, du er jo noget af en legende i dansk musik - du har været med lige fra Shubidua til Maya Albana. Hvad har været det sjoveste?

– Det ved jeg ikke. Det har altsammen været lige sjovt

L Ahr, det er sgu’ da et dødsygt svar – sådan en rigtig musiker-kliché!

– Men det er rigtigt.

L Hvad med Shu-Bi-Dua? Hvor fedt kan det ha’ været at være med på Shu-Bi-Dua 9?

– Det var faktisk meget skægt. De er nogle fuldstændigt surrealistiske fyre …

J Jeg synes også, at du lå rigtig fedt på beatet sammen med Hardingers guitar.

– Ja, ja …

L Dit nærmest overmenneskelige talent bød dig vel næsten at gøre musikken til dit levebrød?

– Da jeg kom ned fra bjerget, mener du? Og modtog folkets hyldest … Ja, sådan tænker man jo ikke på det selv. Det er først, når alle andre kommenterer éns liv, at man opdager, hvad man har foretaget sig.

J Men du var jo så ung, da du spillede med alle de store. Du må da ha’ følt, at du var noget særligt?

– Næ. Man tænker jo ikke sådan og synes vel bare, at det er helt naturligt, det der foregår. Så derfor har jeg sikkert været pisse højrøvet og umulig.

L Du har da ellers ikke grund til at være højrøvet, for du er da aldrig blevet rigtig fed af at lave musik. Du laver jo altid sådan noget intellektuelt feinschmeckeri, som kun de ganske få andre popfeinschmeckere gider høre.

– Er det fiaskoer som "Mig og Charly" og "Sjæl i flammer", du tænker på?

L …

– Ha ha!

L Arh, men den der pivestemme, var der da ingen som kunne holde ud at høre på i længden!

– Nej, det er rigtigt. Kun de 100.000 mennesker der købte pladen (red: "No. 5")– men det er jo heller ikke mange nu om dage …

J I dag går du for at være landets bedste producer. Er der overhovedet nogen udfordringer for dig herhjemme længere?

– Ja, altid! Jeg vil sige, at det, der er svært i Danmark, er ikke, at det skorter på talent. Men der er ikke så mange steder, hvor man kan komme af med det, for der er jo ikke så mange mennesker herhjemme. Så det vil sige, at hvis man er et niche-act her, så kan det godt være svært at komme til at leve af det …

L Ooh, Danmark er for lille til dig … til dit store talent.

– Ikke til mig! Jeg klarer mig jo fint.

L Jo, vi kan ikke forstå dine genialiteter …!

– Jamen, jeg er så heldig, at jeg lever et godt liv. Jeg ved godt, at du har svært ved at acceptere det. Men jeg synes også, det er rart at komme hjem til Danmark, altså lige foruden dig så synes jeg faktisk, folk er ret flinke.

J Hvad bliver den næste store, vilde ting fra din gyldne hånd?

– Det bliver en ballet på Operaen i Frankrig, som jeg komponerer. Så der rejser jeg frem og tilbage i øjeblikket. Det bliver ret stort – med 18 dansere og en ung græsk koreograf på 24 år. Den samme koreograf er også med på en anden ballet, vi laver til Alexander Kølpins sommerballet.

J Det lyder vildt spændende, Kasper. Men allerede tilbage i 80’erne kørte det jo for dig. Der gik vel et sus gennem lokalet, når du steg ind på On The Rox eller Montmartre?

– Ha, ha … det ved jeg sgu’ ikke, om der gjorde

J Orh, det gjorde der jo …!

– Jo men altså, succes er fedt. Succes og rigdom er faktisk stærkt undervurderet.

L Det må sgu’ da ha’ været trættende i længden at stå og hænge i baren, sniffe coke og blive enige om, at Brecker Brothers og Giorgio Moroder bare er de fedeste?

– Jo.

L Hvorfor gjorde du det så?

– Jamen, det gjorde man bare. Det var en del af at vokse op.

J Tager du så afstand fra det i dag?

– Nej, jeg tager ikke afstand fra noget som helst, jeg har foretaget mig. Jeg er ikke flov over noget som helst.

J Sådan, mand! Men, Kasper, efter at du har hjulpet så mange sangerinder til succes, så må dit hjem da være konstant belejret af teenagepiger, der vifter demo-bånd om næsen på dig?

– Både Thomas og jeg får en masse tilsendt. Men der er ikke så meget fedt imellem.

L Hvad de bare ikke ved, disse piger, er at de bare skal være et instrument for en tyrannisk producer, der med hård hånd får det præcis, som han selv vil have det.

– Det er Thomas, der er tyrannen. Jeg er den flinke med den bløde hånd.

L Jaah, den kan jo også blive for blød den hånd – sammen med sangerinden ude ved mixerpulten …

– Nååh, nej det er noget være lort, det der. Det skal man aldrig gøre. Ingen seksuel omgang med sine medsammensvorne.

J Er det noget du har lært af bitter erfaring?

– Nej, men jeg har set megen skade sket.

L Lad os få nogle historier!

– Nej, det rager ikke dig, hvad mine venner foretager sig.

J Men du blev jo far allerede som 15-årig. Hvordan pokker klarede du det kæmpe ansvar samtidig med en hård, lovende musikerkarriere?

– Jeg var en meget disciplineret ung mand, der øvede og øvede, gik ud og spillede og så hjem og øve videre. Det blev først rigtig vildt, da jeg kom i tyverne – så blev jeg teenager. Og det var vildt, det kan jeg love dig. On the Rox kogte!

L Men det må ha’ været svært at føre sig frem som verdensmand, efter at du var blevet skoddet (af Gitte Stallone, red.) til fordel for en italiensk-amerikansk B-filmskuespiller.

– Ej, det gav faktisk mange point. Der var rigtig mange piger, som pludselig ville snakke med mig.

L … af medlidenhed?

– Ja, jeg tror, at det var sådan lidt moderinstinkt. Og jeg spillede jo gladeligt med.

L Din egen far (Thomas Winding, red.) er jo en rigtig hyggelig, gammeldaws historiefortæller – hvad siger han til, at hans søn i dag som 45-årig render rundt med fluebriller på jagt efter tidens næste trend?

– Han er helt vildt stolt.

L Han kan da ikke acceptere det der overfladiske ræs … ?

– Jo, jo!

L Men han er jo så hyggelig … hvordan har han overhovedet fået dig?

– Ja, det må du spørge min mor om … ha, ha!