Fra det gamle arkiv om bandet EXTENSION (1969)
(Stoffet her stammer fra 3 "ældgamle" avisudklip, som Niels
Eje venligst sendte til mig)
Beat og happenings på Det lille Teater
Dagbladet
Aktuelt
Beat og happenings er
et nyt repertoire-punkt for Det Lille Teater i København. Der er premiere
i eftermiddag på ”Spilledåsen”, som det musikalske åbne hus skal
hedde. Det sker med ”Extension”, en beatgruppe af fire 13-årige
drenge, siger Vibeke Gårdmand. Vi fandt bare ud af, at der var et
musikalsk behov. Det vil vi søge at få dækket ind.
”Spilledåsen” er
tænkt at skulle involvere publikum. Arrangementerne skal være en god del
teater i form af gøgl, der ventes at få karakter af happenings.
Der skal
hovedsageligt spilles beat – men også jazz, blues, soul, folkemusik og
klassisk musik.
Foreløbig vil næste
fredag blive besat af ”Beefeaters”, som også har indspillet Benny
Andersens melodier til teatrets forestilling ”Den hæse drage”.
Den 14. februar har
en gruppe 11-årige elever fra Bernadotteskolen meldt sig med ”Wild
Field Blues Band”.
- rud
EXTENSION
Superlove,
marts 1969
Extension er et af de
yngste orkestre på DK’s beatscene. Kasper Winding, trommer og sang er
12, Niels Eje, singleguitar 14, Morten Seedorf, bas 13 og Thomas Elbøl
Nielsen er 13 år gammel.
Kasper og Niels har
spillet sammen i 3 år, men i sin nuværende form har gruppen kun
eksisteret i 1½ måned. Extension har spillet i ”Spilledåsen” –
”Det lille Teaters” ugentlige beatprogram, og de skal i den nærmeste
fremtid sætte musik til en TV-tegnefilm, ”Sølvpølse”, lavet af
Kasper’s far Thomas Winding.
Gruppen er meget
begejstret for Jimi Hendrix og spiller en del af hans numre – Foxy Lady
og Purple Haze – men størstedelen af deres repertoire består af egne
numre. Kasper fortæller, at de lytter til og henter inspiration fra
jazzen, bl.a. Miles Davis og (især) John Coltrane.
En vurdering af
Extension’s musik vanskeliggøres af, at de endnu ikke er rigtig
sammenspillede. De er hver for sig dygtige og fantasifulde musikere, men
det kniber med overgangene. Og det er ikke rigtig lykkedes at få
Thomas’ smukke, lyriske fløjtespil til at passe sammen med Niels’
temmelig kraftige guitar, men deres musik er fuld af fine og originale
passager, der bærer præg af deres interesse for jazz.
I det sidste nummer
af Superlove omtalte vi en anden dansk gruppe (Underground Railroad), der
forsøger at overskride jazz-beat kløften fra jazz-siden. Extension forsøger
fra beatsiden, og i betragtning af deres unge alder og korte tid som
gruppe, opnår de et forbløffende godt resultat. Hvis de får lært at føje
deres ideer sammen til et musikalsk hele, tegner gruppen til at blive en,
endog væsentlig, udvidelse af den danske beatmusik.
Mini-orkestret The Extension blev årets
Øbro-mestre
Efter syv timers næsten
uafbrudt pigtrådslarm fra Kennedy-gårdens scene afsluttedes den længe
ventede og af mange med stor interesse imødesete pop-dyst sent lørdag
aften.
Salen kogte, og spændingen
var på sit højeste, da dommerkomiteen vendte tilbage fra sidste votering
i det netop afsluttede Øbro-mesterskab i popmusik for at meddele, hvem
der havde gjort sig fortjent til Øbro-bladets medaljer.
Deres ringe alder til
trods havde de 3 medlemmer i The Extension kæmpet sig helt til tops. På
dette felt var der ingen uenighed blandt dommerne. Den kun 12-årige
Kasper Winding, 13-årige Morten Seedorf og Niels Eje 14 år, lå klart i
spidsen allerede efter første runde. Dommerne var klart charmeret af de
små musikere, og det samme var de knapt 300 tilskuere.
Med den nuværende
besætning har Extension eksisteret i et års tid, men samtlige medlemmer
har efterhånden spillet i en mindre årrække. Kasper Winding,
trommeslager og søn af TV-produceren Thomas Winding, startede allerede
som 3-årig på bongotrommer. Året efter fik han en lilletromme for
senere at skifte til guitar og danne orkester med Morten Seedorf på bas.
Som 9-årig spillede han traditionel jazz sammen med sin storebror Aske
Bentzon, som også var med på rytmeguitar, da Extension startede.
Gruppen spiller
udelukkende progressiv beat-musik, hvilket da også tydeligt kunne høres
på Kennedy-gården i lørdags.
- Vores forbillede er
så afgjort Jimi Hendrix, siger de. Vi spiller meget af hans musik, men de
fleste af vores numre er egne kompositioner.
Uventet videre
På Bernadotteskolen
i Hellerup, hvor de alle tre går, har deres musiklærer, Adrian Bentzon,
far til Aske Bentzon og i familie med Niels Viggo Bentzon, sørget for en
god baggrund.
Alligevel kom
mesterskabs-titlen i lørdags lidt bag på de tre skolekammerater.
- med undtagelse af
forleden, hvor vi spillede i Slangerup, har vi ikke trænet i længere
tid, udtaler Kasper. Derfor var vor deltagelse i lørdags ret så
improviseret. I Slangerup trænede vi kun en time inden vores to-timers
optræden, mens det er næsten to måneder siden, vi sidst var på
Kennedy-gården.
Foruden The Extension
havde der meldt sig ni grupper til mesterskabet.
. |