Science-fiction-jazz i elektronikkens middelalder

Multimedieprojekt lyder som kejserens nye klæder, men EXIT 2000 på Bellevueteatret var meget bedre end det. En synth-symfoni med billeder og historier fortalt i koncertform.

Af multimedie-reporter Morten Buschmann (Gaffa, november 98)

Så kom min gamle ærværdige hårshampoo alligevel til sin ret og ære. Der lugtede af "TERVA Tjæreshampoo mod skæl" næsten hele aftenen nord for København. Tjærelugten skyldtes Christian Skell, der spredte dufte ud i salen i Bellevueteatret.

EXIT 2000 var som shampooen dobbeltvirkende: En duft & sanseoplevelse og en synthsymfoni med de herrer Kasper Winding, Thomas Blachmann og Kenneth Knudsen i de musikalske hovedroller.

Da GAFFA ankommer til teatret, står der på indgangsportalen en advarsel til teateranmeldere og andre allergikere: "Publikum advares mod stærke dufte. Høj lyd kan forekomme".

Lugten af sur tjære er ram inde i den fyldte Bellevue-sal før lydrejsens start.

10 meter over scenegulvet i hver sin side sidder Kasper Winding og Thomas Blachman bag hver sit trommesæt. Spillende vandret med ansigterne vendt op mod loftet, med ryggen mod publikum. Kenneth Knudsen i baggrunden med sin blinkende og enorme synth-park.

Rammerne er et science-fictionscenario. Selve scenen er et snusket gadebillede med TV-storskærm i baggrunden, og den næste time foran mig foregår i højt filmklip-tempo med dans, sanselige videobilleder, eksplosioner og stuntmen- dansefights. Hovedrollehaverne Caroline Henderson, Mark Linn og Al Agami synger sig igennem første sæt. Indtil lyskasterne tændes og tre Darth Waderlignende commando-soldater korporligt smider publikum ud af salen! Første sæt er forbi. Mine ører og øjne blafrer af indtryk.

Tordnende synth-discojazz

Kasper Winding og Thomas Blachman supplerer hinanden godt i den synthdiscojazz der tordner ud af højtalerne. En blanding af jazzakkorder, pågående trommesamplinger og Kenneth Knudsens helt særegne keyboardklange.

- Det er ihvertfald ikke et akustisk øko-drama, siger en publikummer bag mig i et stille øjeblik. Alt, undtagen trommerne og vokalerne, er styret af elselskabets 220 volt. Ledetråden, hvis der er en, i EXIT 2000 er en ond fantasidræbende diktator i kamp mod frihedskæmperne RoofTopRebels. Men showet er først og fremmest musik. Sci-fi-jazz af tre originaler, der aldrig før er blevet spærret inde sammen for at komponere til et sådant projekt.

Elektronisk middelalder

Pause. Tjæreduften afløses af duften af Pinocchio-kugler og pausesukker. Andet sæt begynder. Caroline Henderson åbner i Tina Turner-croonerstil med et hårdtpumpet technonummer med dancebeats, de to trommeslagere og syrede og skæve keyboardklange med masser af effekter.

- Den nye engelske musikstil Jungle lyder meget som Joe Zawinuls musik, pejler Kasper Winding numrene i retning af. Kenneth Knudsen formulerer det noget anderledes:

- Det er en klang, jeg er optaget af. I virkeligheden er det den samme sang, man tror i starten ikke at det ligner, men det er altid det samme billede jeg arbejder på. Lige det her projekt opfatter jeg som lyden af elektronisk middelalder, fortæller Kenneth Knudsen på sin filosoferende måde.

Rambo Nonsense

Showet pumper ud over salen i Bellevueteatret. En eksplosion af laserlys, surroundlyd og dans. Konstant krydret med pre-klippede billeder og livekameraer båret af sangerne selv. Mark Linn imponerer i en god Princeagtig-ballade om Daddy. Al Agamis solo-rap uden tromme-akkompagnement virker utrolig stærkt. En tekst om undertrykkelse til autentiske billeder af torturofre på storskærmen. Og helt uden for teksten dukker Kasper Winding op som sexprædikant i et corny nummer, som multimediereporteren vil kalde for Rambo Nonsense, men heldigvis prædiker Kasper Winding mere end han synger. Efter godt en halvtimes optakt med stunts og magi ender det hele med en gigantisk Download, i et ragnarok af lyseffekter, ild, synth og trommemaskiner spiller Thomas Blachmann en djævelsk inspireret jazztrommesolo henover slut-infernoet.

Djævlen, poppræsten og troldmanden

Efter multikoncerten er Thomas Blachman stadig udklædt som djævel, da diktafonen kommer i audiens hos ham og Kasper Winding og Kenneth Knudsen i det rum, der har tjent som computerbase under prøverne.

- Jeg har fået en stor kærlighed for sydere ... et synthesizer-lydhav, der blander godt med akustiske ting. Det vrimler med den slags space-raketskud. Det kommer du til at høre masser af på min nye plade, fortæller Thomas Blachman.

- Det glæder min advokat sig til, afbryder Knudsen drilsk, og hentyder til den skabelseskamp på disketter og toner, der har foregået i det lille rum. Duften er nu af herrehørm og selvironi.

Kasper Winding:

- Idéen var at sætte tre lige store egoer sammen, og det her summen af os alle tre: Jazzrytme, dancebeats og Kenneth's smukke og foruroligende klange. Fra Coleman Hawkins til Strawinsky, alt blev endevendt af alle tre, og alt blev svinet til.

Trad-rock er ude

Her i omklædningsrummet udvikler der sig en musikalsk tve-kamp på aflivningen af rock' n' roll.

- Rock swinger ikke, er Thomas Blachmann's mening.

Kenneth Knudsen:

- Jazzen døde med, at vi kom i EF i 1972, samtidig med discoen.

Kasper Winding:

- Rocken døde, da Elvis kom i militæret.

- Jeg hader trommer, for de fylder for meget i klangbilledet. Derfor bruger vi tablas i Bombay Hotel (Trio med Ole Theil på de indiske trommer, - red.), som gør det meget mere harmonisk, fortæller Kenneth Knudsen.

- Jeg bliver så pissesulten, når jeg hører tablas, og hvis ikke de sælger indisk mad, der hvor man hører dem, så bliver man nødt til at gå, siger Thomas Blachman og piller luften ud af trommehadet.

Høres her - tag billeder med hjem?