KW-ban_1.gif (8139 bytes)

Nyt fra pop-laboratoriet (Politiken 2. april 1996)
Af Lise Bondesen

"Pop From The Deep End" laver trip-pop og har udgivet sin første cd.

For nogle år siden blev Kasper Winding træt af at lave solo-plader. I stedet begyndte han at producere musik for bl.a. C. V. Jørgensen, Lars Muhl og Caroline Henderson, og på den måde fandt han ud af, at det faktisk var sjovt at arbejde sammen med andre.

Jeg tvivler på, at der nogen sinde kommer en ny Kasper Winding plade. Jeg har arbejdet nok alene, siger den 39-årige musiker, komponist og producer.

Nu er Kasper Winding tilbage som sanger i trioen Pop From The Deep End, der blev udsendt i går. Foruden Winding består trioen af Klavs Menzer og Henrik Lund. Klavs Menzer er trommeslager med en fortid i bl.a. Sneakers og One Two.

Henrik Lund har ind til nu siddet bag mixer-pultene som lydtekniker og producer. Sammen med sin bror har han drevet studiet Easy Sound, der bl.a. har udgivet Miss Be Haven, Moonjam og Lis Sørensen. Henrik Lund skrev desuden et par af numrene til Caroline Hendersons 'Cinemataztic', som Kasper Winding producerede så flot, at han fik en Grammy for det.

MIX AF POP OG KLASSISK

Trioen kalder selv debut-albumet for verdens første trip-pop-plade. Betegnelsen er en omskrivning af stilarten trip-hop, som bl.a. Bristol-grupperne Portishead og Massive Attack har gjort populær.

Musikere, der laver trip-hop, tager udgangspunkt i stemninger, når de komponerer nye numre. Vi har taget udgangspunkt i sangene, i teksterne, forklarer Kasper Winding.

Han tilføjer, at Pop From The Deep End lige så vel kan beskrives som et miks af tecno, ambient, pop og klassisk.

Vi elsker alt slags musik, lige fra Mozart og Mahler til Pet Shop Boys, og vi tænkte, at det kunne være sjovt at blande det hele sammen. Og det har faktisk været også været. På den måde har vi fået lov til at udforske nye områder i stedet for blot at gentage os selv, siger Kasper Winding og tilføjer med et grin, at Pop From The Deep End egentlig lige så godt kunne hedde Pop From The Lab.

Vi er en slags udforskere, der eksperimenterer med musik i vores pop-laboratorium, smiler han.

Music From The Deep End er den første udgivelse på Henrik Lund og Kasper Windings nye pladeselskab 'Pop Records', som de har startet for at give plads til projekter, de store selskaber ikke magter at tage fat på.

TECHNO-BOSSANOVA

Vi vil udgive underlige ting. Vores næste projekt bliver muligvis en plade med en brasiliansk kvinde, som bor i London. Hun laver tecno-bosa nova, fortæller Kasper Winding.

Han har haft en elevator-agtig tilværelse som pop- og rockmusiker. I 1970erne var han studietrommeslager for bl.a. Rolling Stones og flere af verdens bedste jazz- og fusionsmusikere. Senere gik han solo med bl.a. pladen 'Daddy s In Rare Form Tonight'. Hans solo-albums er blevet skiftende modtaget. Albummet 'No 5' solgte godt, men efterfølgeren 'No 6' faldt i dårlig jord hos såvel publikum som anmelderne.

Måske havde det noget at gøre med, at jeg sang i falset. Det var der mange, der ikke brød sig om. Men 'falset-pladen' blev til i en hudløs periode af mit liv, og for mig gav det dengang mening at synge på den måde, siger Kasper Winding, der i de sidste syv år har boet i London.

Han og de to andre medlemmer af Music From The Deep End har endnu ikke besluttet sig for, om trioen vil turnere rundt og give koncerter. Det afhænger af, om deres cd sælger godt. Et er dog sikkert: Hvis og når trioen giver optræder live, bliver det ikke en "almindelig" koncert.

Kasper Winding:
Vores musik er i sig selv meget filmisk, og lægger klart op til, at der drages visuelle elementer ind i koncerten. Men vi ved endnu ikke, hvordan vi gør det.

 

backbutt.gif (2353 bytes)