Solokarriere, stigende pres ... og stoffer

Folk forventede altid en større teknisk opvisning, når de hørte Kasper Winding - og det blev han på et tidspunkt træt af. "Det er ikke det musikken handler om". Kasper er selv stor beundrer af Ringo Starr (Beatles) og Charlie Watts (Stones), som begge spiller suverænt med "små midler". Dengang virkede Kasper dog selv rimelig tilfreds med at "trykke den af" og spille noget svært ... det var også et spørgsmål om at udvikle sig og hele tiden gøre det bedst muligt. Både kvalitet og ærlighed har altid været kendetegnende og vigtigt for ham.

Han har aldrig kunnet leve med at blive sat i bås - og var egentlig blevet trommeslager ved lidt af et tilfælde. Det var jo (som en start) meget rart, at folk gerne ville høre ham og spille med ham, fordi han spillede fedt på trommer. Men han ville gerne noget andet og mere også og begyndte at komponere og producere en hel del - bl.a. det fantastiske soundtrack til filmen "Mig og Charly" fra 1978 og bagefter "Johnny Larsen" fra 1979. Han spillede også flere forskellige instrumenter på andres indspilninger.

Fra omkring årsskiftet 1978-79 bosatte Kasper sig i New York - men vendte hjem igen i 1981. Han var dog bl.a. hjemme på besøg i sommeren 81 og spillede forskellige steder med sit eget band med Morten Kærså (keyb, voc), Bo Stief (b), Finn Gustafsson (g) og Aske Bentzon (fl, lyricon m.m.). Jeg hørte dem een af gangene (på Roskilde Festivallen) - scenen og det hvide Gretsch-sæt var smykket med røde roser og det band kunne simpelthen bare spille hvadsomhelst. Intet ku' slå dem ud !!

Hans første egentlige soloalbum var "Kick" (1980), som blev indspillet i Danmark og har en flot, klar og dejlig rocket lyd. Og man kunne nu høre Kasper føre sig frem som forsanger. ("Lizzy du gør mig dizzy" er et skønt nummer !!). Selve trommerne er indspillet med en sound, som kun Kasper og Henrik Lund (Easy Sound) kan finde ud af det, og samarbejdet mellem de to er da også fortsat gennem alle årene.

Kasper gjorde blandt andet det, som ingen andre "elite-musikere" turde: han spillede trommer på 3 plader med Shubidua (nr. 8-9-10) og var mere eller mindre fast medlem i 1982-84. Det var nogle flinke folk, og de havde det skide skægt - der har nok været mere musikalsk følelse og sjov i det end i at spille med Frank Zappa ... Kasper har altid gjort, hvad der passede ham - og anmelderne har haft det rigtig svært, idet han aldrig kunne sættes i bås.

Nye soloplader fulgte i 1981 ("Attitudes and broken hearts") og 1983 ("Swing") - men efter at Kasper blev skilt fra "Gitte Stallone" (som han har en søn med, Julian), og hun senere giftede sig med Sylvester, så fik Kasper gradvis mere end nok af medierne og flygtede til sidst til Milano (1983) og bagefter Paris, hvor han i fred og ro ville lave sin næste plade: "Daddy's in rare form tonight" (1987). Inden da var det nået så langt ud, at han havde slået på en fotograf og smadret et kamera - og han hadede efterhånden sin egen situation !

(Læs i øvrigt den lange og underholdende interview-samtale mellem Kasper og fotomodellen Renée Toft Simonsen fra magasinet Euroman, april 1996)

På dette tidspunkt havde han allerede mødt sin nye (og nuværende) kæreste Simone Bendix (som ses i sengen på pladens cover sammen med sin søster (Helene), mens Kasper "in rare form" kravler "rundt på gulvet" ...). En enkelt avis fandt alligevel frem til ham i Paris, men da Kasper overhovedet ikke ville gi' dem noget til sladderspalterne, så faldt paparazziernes interesse stille og roligt.

Næste plade "No. 5" (1989) solgte hele 70.000 eksemplarer, hvilket var rigtig godt dengang. Anmeldelserne spændte som sædvanlig vidt, men publikum kunne altså li' det. Kasper var blevet superstar - men hans liv kørte nærmest på "automatpilot" og presset var voldsomt. Næste plade ("No. 6" fra 1990) var desværre lidt af et kommercielt flop. Mange betragtede den "Prince-agtige" falset-sang som mærkelig, bøsset og udansk ... Stilen fortsatte til dels med "Uno, deux, drei, four" (1992) - en meget dance-venlig (Prince-agtig) og uforpligtigende plade med et stærkt funk-hold i ryggen.

Kasper har i flere interviews fortalt om et voksende forbrug af stoffer (kokain) bare for at holde tilværelsen ud. En dag var det pludselig nok, og Kasper ringede til sin far (Thomas Winding) og sagde, at "nu måtte han vist hellere komme og hente ham". Og det gjorde han så. Modsat så mange andre var Kasper i stand til at stoppe og har ikke rørt stoffer siden.

"Jeg måtte simpelt hen se i øjnene, at mig og drugs er en dårlig kombination. Det tog altid overhånd. Man starter med at tage dem af alle de rigtige årsager, og ender med at skulle have dem af alle de forkerte. Til sidst var jeg nødt til at tage dem bare for at fungere ..."

Control Center - Bio (1) - Bio (2) - Bio (3) - Bio (4) - [ - Bio (6)