KW-ban_1.gif (8139 bytes)

Pop from the deep end (1996)Anmeldelse af "Pop from the deep end" i BT (23-3-96)

Charme, selvtillid og lækkert hår /filmisk lyd

Af Jan Eriksen

Kasper Winding har været inde og ude af hitlisterne gennem de sidste mange år. Nu gælder det "Pop from the deep end" og senere en koncert på Internettet med manden, der altid har troet på sig selv. BT mødte den efterspurgte Winding på arbejde - næsten uden at tale om Gitte Nielsen.

Måske har Kasper Winding lært lidt af Score-Kaj, måske er det omvendt. Det med charmen og håret kan man sikkert diskutere, men der er ingen tvivl om, at Kasper Winding tror på sig selv og sine ideer.

Op gennem 80'erne og 90'erne har han udgivet en række plader, hvor han selv har stået for sang, musik og produktion i det hele taget. Det har givet nogle knubs og temmelig sølle salgstal undervejs. I Danmark bliver selvtillid ofte forvekslet med arrogance. Men i dag kan Kasper Winding med god ret sige, at tiden har været med ham. Hans succes som producer og indpisker på Caroline Henderson's "Cinemataztic" har givet ny vind i sejlene. Han var medproducer på Susi Hyldgaard's anmelderroste "My female family", og lige nu er han producer på Gangway's næste plade (That's life, 1996).

Om en uge udsender Kasper Winding en ny plade med sin egen nye gruppe "Pop from the deep end". Udover Winding selv består gruppen af trommeslageren Klaus Menzer og lydteknikeren Henrik Lund, som også var med hos Henderson og Hyldgaard.

- Ideen til "Pop from the deep end" opstod en dag, mens vi arbejdede med Susi's plade i Paris, fortæller Kasper Winding en meget stresset men forårsvarm eftermiddagstime i Easy Sound Studiet i København.

"Sound-track"

- "Hvorfor udsender vi ikke noget musik af den type, som vi altid går og snakker om" spurgte vi os selv. "En filmisk, soundtrack-agtig plade, der bygger på vores begejstring for f.eks. musikken i de franske Jacques Tati-film. Det er det, vi er gode til, og der er ikke så mange andre i Danmark, der laver den slags".

Lyt til et nummer som Caroline Henderson's "Made in Europe", og du får et udmærket fingerpeg om lyden på den nye Winding-plade. Som Winding selv er lyden meget international, lidt i stil med den såkaldte "easy-listening"-bølge, der efter sigende er ret hip for tiden.

- Forestil dig, at du går på gaden og synger og så tager alle lydene fra trafikken, fra butikkerne og snakken og lydene fra de åbne vinduer med. Sådan kan man bedst beskrive vores musik. Jeg tror mange har stået en lørdag i den lokale Irma og drømt om, at alle de andre i køen skulle bryde ud i sang, og det hele skulle udvikle sig til en musical, siger Winding.

Kasper Winding og Henrik Lund lægger ikke skjul på, at Caroline Henderson's succes med en regn af Grammy'er og 100.000 solgte plader har styrket dem i troen på deres projekt.

- Vi troede på Caroline's plade lige fra starten, hvor der ikke var så mange andre, der gjorde det. Der var mange, også på hendes pladeselskab, der frygtede, at Caroline's musik var for stærk for Danmark. Det kan måske lyde lidt højrøvet, men når du sidder og arbejder med musikken, er det ofte dig, der kan se, hvor godt det er. Selvfølgelig er hendes succes en personlig triumf for os begge. Det kan jeg ikke nægte. Jeg har fået en hel del tæsk de sidste år, mange har sagt, at mine plader var for kedelige. Jeg har måske selv været med til at skabe nogle forventninger med "Sjæl i flammer" og "Kom nu hjem", der solgte ret godt. et er jeg selvfølgelig skuffet over.

Ud af skabet

Kasper Winding og Henrik Lund er, med Winding's ord, sprunget så langt ud af deres musikalske skab, at de har startet deres eget pladeselskab "Pop Records". De udsender altså selv deres egen plade stort set for egen risiko. Hvorfor tage denne chance, når de i årevis har fået taxiregningerne betalt af andre ?

- På et tidspunkt kan den taxi godt gå hen og blive lidt for komfortabel, siger Winding.

- Man risikerer at falde i søvn til sidst. Man er nødt til at arbejde lidt hårdere for at få en limousine. Hvem vil ikke gerne have sådan en ? HA-ha. Vi har alle tre arbejdet med "almindelige" pladekontrakter i mange år. Der ligger ikke så mange udfordringer i "bare" at sende en plade ud. Vi har altid gået og brokket os over vores pladeselskaber, der jo også skal tænke på andre end os. Hvorfor ikke gøre det selv ? Der er for mange plader, der får en alt for uretfærdig behandling. Ikke fordi vi selv var med til at lave dem, men den sidste C.V. Jørgensen plade blev opgivet af pladeselskabet allerede efter et par måneder. Hvis vi selv havde udsendt den, så havde vi været mere stædige.

Pop Records har lavet en samarbejdsaftale med det multinationale Polygram Records, der står for promotion og distribution af "Pop from the deep end". Det giver nogle muligheder i det store udland.

Lobbyister

- Vi tænker meget globalt, uden at det skal lyde højrøvet. De internationale selskaber er utrolig interesserede i Caroline's plade. Det giver da blod på tanden. Vi kommer til at bruge en masse tid på møder med de udenlandske pladeselskaber, som er tilknyttet Polygram - lobbyisme kalder man det vel. De ting, vi udsender, skal være musik, der kan tages med hen et andet sted. Hvis det ikke går i Danmark så måske i Timbuktu, eller hvad ved jeg. Her i firmaet hylder vi Mærsk McKinney Møller-perspektivet. Hvis han skulle leve af at sælge containere i Danmark, var han gået fallit, siger Kasper Winding - men en blanding af selvironi og alvor.

Musikken på "Pop from the deep end" kører i baggrunden under interviewet. Et af numrene handler om tiden i New York i begyndelsen af 80'erne. Det var dengang Gitte Stallone hed Nielsen til efternavn og var gift med Kasper. Kasper Winding har flere gange udtrykt sin irritation over at skulle blive ved med at tale om sit mislykkede ægteskab.

Beder du ikke selv lidt om det, når du nu begynder at synge om det igen ?

- Dengang var jeg irriteret over, at sladderpressen kun fokuserede på en bestemt person. Det var helt ude af proportioner. Jeg hæfter mig aldrig ved én historie eller person, når jeg skriver mine tekster. Jeg bryder mig ikke om de meget private sangtekster, hvor sangeren krænger sig selv helt ud. Det virker begrænsende for lytteren. Jeg mener, der er ikke særlig mange, der har været gift med Gitte Nielsen. Det var sladderbladene gode til at skrive om, så hvorfor skulle jeg gøre det. I øvrigt handler det nummer om de største omvæltninger i mit liv. De første drugs, de første kys, om hvor besværligt det er at blive voksen.

Internet-koncert

Indtil videre er "Pop from the deep end" det eneste projekt fra Pop Records. Kasper Winding  er i kontakt med et par piger, der spiller bossa-nova-agtig techno, men foreløbig er det næste større projekt en multimediekoncert på Bellevue Teatret til efteråret.

- Efter U2's "Zooropa-turné", der var et fantastisk flot show, har jeg tænkt meget over, om man kan bringe koncertformen videre. Det skal i hvert fald være visuelt anderledes. det har vi tænkt os at forsøge med nogle workshop-agtige koncerter til efteråret. Sammen med bl.a. Thomas Blachman, Caroline Henderson og Kenneth Knudsen vil vi eksperimentere med formen. Hensigten er at bringe koncerterne ud på Internettet, hvor alle, der har lyst, kan blande sig i scenografien. Vi sætter et stort lærred op på scenen, som får direkte forbindelse til nettet. Man kunne selvfølgelig også bare gøre ligesom Tricky, der står og tænder og slukker for en lampe, når an optræder, slutter Kasper Winding, mens studiet fyldes med musikere, der har brug for ham og Henrik Lund.

Lige nu er poppen fra den dybe ende tilsyneladende bundløs.

 

backbutt.gif (2353 bytes)