"Pop from the deep end"

Af Lars Villemoes

En veteran i dansk musik, trommeslageren, sangeren, produceren og komponisten Kasper Winding, fik efter en række velproducerede og lovlig popsmarte solo-albums en fortjent renæssance sidste år i kraft af sin indsats på Caroline Henderson's kosmopolitisk anlagte gennembrudsbrag "Cinemataztic".

Det lækre atmosfæriske lydtapet, som er indholdet i "Pop from the deep end" er meget apropos første udtræk fra Winding's, trommeslageren Klaus Menzer's og produceren Henrik Lund's fælles workshop for international pop. Med Winding's vokal i centrum og pop defineret som en metafor for livsnydelse, uro og kvalitet - altsammen eksemplificeret i en lang række (delvis fejlstavede) idol-dedikationer på coveret - er trioens rytmisk snedige grundspor som forventet en smidigt selvkørende garanti for den umiddelbare kropsappel i trioens charmerende behændigt kreerede pop-blandformer.

Som i reklameverdenens og mediehorisontens tidsbillede står referencerne hos "Pop from the deep end" på nakken af hinanden: techno, ballade-croon, 70'er fusion, ambient, symfoniske klange, spaghetti-westerns, jungle, soul, pomp, opera-citater og internationalt talesprog sammenvæves til en slags overfladerislende moderne pop-barok i Winding's & Co.'s tredimensionale, modebevidste og principielt stedløseperspektivkasse med antenner slået ud i mange geografiske og artificielle retninger.

Det myldrende og flimrende åbningsnummer "Pop pop pop" etablerer således et sært kunstigt deja vu af et fiktivt familieskab mellem gammel dansk film og moderne elektronisk samplerpop.

"Let's talk about it" er et hektisk smittende normal-diskoteks-hit med moderne fedtet støjlyd og dunkende midt-90'er-groove - og behændigt sammenvævede lydskakter som "I still recall", "We are all kind of beautiful" og "Real drug" er alle i smagfuldt og småteatralskvalgslægtskab med mange af den schweiziske duo Yello's suggestivt glitrende lyd-visuelle produktioner fra de sidste ti år.

Albummet's bindemiddel er melodiske sekvenser med rødder i et inter-europæisk film-stilistisk lingo (=sprog, red.) (John Barry og Ennio Morricone) og de drevne panoreringer, afvekslende klangfarver og abrupte sceneskift fremstår nært beslægtede med Henderson-albummet's cinematik. "Pop from the deep end's" lagkageproduktioner er dog mere end Henderson's album en collage af lånte fjer og har med Winding's smalle og lidt anstrengte sangstemme slet ikke samme menneskeligt vedkommende gestalt og indiskutable karisma.

Til gengædl viser lydarkitekten Kasper Winding og hans kolleger i arrangementerne tæft, professionalisme og instinktivt øre i omgangen med de sanseligt erindringsaktiverende film-scores, som tidens internationale musikmode og bl.a. Henderson's hjemlige succes har aktualiseret igen. Trods en vis flygtighed i materialet og adskillige tilløb til det kokette i anslaget demonstrerer "Pop from the ddep end's" elgende samkøring af grooves, ambiente settings og behagelige nynnespor således trods alt en nødvendig duft af selvsikker verdenshorisont og høj professionalisme i den del af ny dansk pop.

Næste gang vover trioen sig dog forhåbentlig ud på lidt dybere vand.