Dygtighed er ikke nok

Dygtighed og talent hænger ikke så meget sammen som de dygtige er tilbøjelige til at tro. Tag nu f.eks. Kasper Winding.

Allerede som teenager vakte han opsigt bag trommerne og er stadig blandt landets bedste af den slags, der ikke har så travlt med at omsætte teknikken til formålsløs opvisning.

Og som komponist viste han profil - og talent - på bestillingsopgaver som "Mig & Charly" og "Johnny Larsen" med musik, der åndede af atmosfære og nærende nostalgi af samme associationsudløsende slags, som den man finder i erindringsskitser af Rifbjerg.

Siden har Kasper Winding brugt sin tid på at blive popstjerne. Kommercielt uden det store held, men kunstnerisk gik det nogenlunde troværdigt på KICK-lp'en fra 1980 "Broken hearts and attitudes", et album der mest indeholdt det sidste, og Swing placerer sig midt imellem som endnu et eksempel på, at popmusik er mere end en metier.

Man kan ikke konstruere sig til popmusik. Heller ikke selv om man hedder Kasper Winding, og assisteres af to så respekterede instrumentalister som guitaristen Kim Sagild og bassisten Michael Friis. De mestrer begge indordningens noble kunst.

Windings trommespil er som det skal være til popmusik. Letfodet og økonomisk, tilbageholdende, men hele tiden med en fornemmelse af at kunne udvide og udvikle musikken, når som helst.

Som tangentspiller viser han derimod ikke samme selvdisciplin og forståelse for genrens fælder. Hans klangopfattelse er banal. Det ødelægger f.eks. den sikkert oprigtige sang til sønne Oliver. Den forvandles til grådkvalt privateri af den slags man laver kulørte ugeblade af.

Bedre bliver det ikke af Kasper Winding's stemme. Engang brugte han Michael Elo. Så vidste han dog, at teknikken var i noget. Nu har han kun personligheden, og den skjuler ikke det mildest talt manglende stemmemateriale. Et forhold, der bliver så meget desto mærkeligere, fordi Winding jo ellers nok er mand for at høre, når noget musikalsk er utilstrækkeligt. Han har måske nok vilje, men ikke vejr til at bære en melodi.

Indvendingen er dog af akademisk art. På Swing findes nemlig ikke mange bæredygtige melodier. Derimod en stribe stiløvelser af den sted- tid- identitetsløse art nogen kalder international, og mener det som en ros.

Kun to gange - på "Kærlighed" og "I nat" - rammer Kasper Winding den sorgløse enkelhed han resten af tiden tror man kan nå, hvis bare man er teknisk kvalificeret.

På disse to sange præsenteres popmusik, som nok er af den flygtige slags, men som bliver til at forstå, fordi musikerne får modspil fra en musiker, der er troskyldig, renhjertet og romantisk, en musik der gør distancering og køligt overlæg til grin, og en musik man har lov at forvente sig, men alt for sjældent får fra Kasper Winding.

(PS: Læs evt. Torben Bille's anmeldelse af greatest hits dobbelt-albummet "Lidt til og meget mere" fra 2000 - altså ca. 17 år senere !!)