"Jeg tror vi ER i himlen"

Han har skabt sig et image som kompromisløs og utilnærmelig bag de evindelige solbriller. Men Kasper Winding var lutter imødekommende venlighed og bød på både drengerøvs-charme, masser af selvironi og åbenhjertig snak om ansvar, svigt og kærlighed, da ALT for damernes Mette Bennike mødte den stjernelykkelige stjernemusiker.

Af Mette Bennike  Foto: Linda Hansen (!!)

Der er noget ganske særlig fascinerende over mennesker, der ikke gør tingene halvt. De kan f.eks. udvikle sig til at være ganske særligt besværlige, når man konfronteres med deres kompromisløshed. Kasper Winding vil som udgangspunkt fotograferes af en bestemt fotograf. Det kan ikke lade sig gøre, og første forslag til et alternativ fejer han af bordet efter at have set et par af fotografens billeder med en bemærkning om, at "der er ikke meget musik i de billeder, hvis du forstår, hvad jeg mener." Det gør jeg ikke helt på det tidspunkt, hvor jeg begynder at blive alvorligt bekymret for, om der er musik nok i mine spørgsmål til at få denne mand i tale. En udvandret stjerne-musiker med base i London, en mand, der en gang i mellem vender hjem til fædrelandet med solbriller på for at hente en Grammy – eller som nu: for at tage på gæsteoptræden landet rundt med et udvalg af de sange, der har forført og forfulgt os siden 70'erne og 80'erne.

Da Kasper Winding er dumpet ned i sofaen overfor, har han tilsyneladende smidt forbeholdene sammen med den blå diplomatfrakke. Tilbage er lutter venlighed, en god portion drengerøvs-charme og – endnu mere overraskende – masser af selvironi, elegant pakket ind i nålestibede bukser og noget, der ligner fremtidsversionen af en islandsk sweater, lige så tyk og højhalset, men stramtsiddende og kort. Jeg kan ovenikøbet se ham lige i øjnene, uden først at skulle trænge igennem solbrillemuren. Det er mere end fotografen – hende han ender med at godkende – kan få lov til, omend han er samarbejdsvillig under hele seancen, skal det siges. Solbrillerne og Kasper Winding er bare som et par, der næsten er groet sammen: Han går næsten altid med solbriller og elsker at eksperimentere med forskellige modeller. Forfængelig ?

- Helt sikkert. Jeg er ekstremt forfængelig, griner han og afkræfter tilmed min teori om, at man måske vokser fra den slags uvaner.

- Nej, det bliver bare værre med årene. Men det er også fordi, for mig hænger tingene sammen: Jeg stiller enormt store krav til alt, hvad jeg foretager mig. Det har noget at gøre med, at jeg ikke kan leve halvt. Det interesserer mig ikke. Det interesserer mig at leve helt, og det betyder, at så vil jeg også have noget tøj på, som passer til den musik, jeg spiller, og spise noget mad, som passer til det humør, jeg er i.

En kamp mod tyngdekraften

Med den livsfilosofi kan det ikke undre, at Kasper Winding karakteriserer sit liv som "en lang kamp mod tyngdekraften".

- Karriere, forhold, børn …det er en lang kamp, som man bliver en lille smule bedre til hver dag, vil jeg sige. Men jeg har bestemt mig for, at jeg vil have et familieliv - jeg elsker at have et familieliv, og det er måske meget, meget egoistisk. Sådan som jeg er og lever, er det måske meget at bede min kæreste og mine børn om at stå model til, siger Kasper Winding og forklarer, at han er typen, der i intensive arbejds-perioder fordyber sig så meget, at han kun hører med et halvt øre, hvis andre taler til ham.

Alligevel har forholdet til skuespilleren Simone Bendix holdt i 15 år. Også lidt af en bedrift, Kasper Windings manglende lyst til at gentage sig selv taget i betragtning. Musikalsk har det givet sig udslag i, at han ikke altid har leveret det, man forventede. Indimellem til både anmelderes og publikums store fortrydelse.

"Jeg har sådan et eller andet inde i mig: Hov, her har jeg været før. Og så begynder jeg allerede at kede mig. Fortiden interesserer mig ikke på den måde. Den HAR været der. Jeg kan lære noget af den, men jeg kan ikke være der", har han tidligere udtalt. Hvilket i følsomme kvindeører kan lyde som en trussel mod enhver form for stabilt familieliv.

- Nej, sådan har det aldrig udmøntet sig. Selv om jeg godt ved, at jeg har været gift tre gange (det er nu kun to - han er ikke gift med Simone Bendix) ... Men det har nu aldrig været mig, der ville skilles, det skal dertil siges, ha-ha ... Det siger jeg ikke for at gøre mig til en helgen, for det kan udmærket være, at der var en grund til, at de ville gå fra mig. Men jeg har ikke kunnet se nogen ide i at skilles. Men sådan er livet jo ikke. Man kan godt i tanken tænke, at det er forkert at blive skilt, men det er det ikke, hvis man ikke har det sjovt sammen. Men jeg har det ikke sådan, at græsset er grønnere ovre på den anden side. Jeg gør tingene færdig, og så går jeg videre til det næste. Det kan man også godt gøre i et forhold. Når een fase af forholdet er overstået, så går man videre - jeg tror faktisk, det er enormt vigtigt i et forhold, at man bliver ved med at prøve at flytte sig i det, så det ikke bliver vane. For det kan meget hurtigt ske.

Rent fysisk har Kasper Winding og kæresten også flyttet sig et par gange, siden de mødtes første gang. Først til Paris. Siden til England, hvor de har boet i 12 år. Men for at få det hele med skal vi tilbage til en tøjbutik i København, hvor hun ekspederede og han kom forbi for at finde tøj til et show. Simone var ikke helt fremmed for ham, for deres familier kender hinanden.

- Ja, jeg prøvede alle de billige tricks, "Hvordan har din far det?" og sådan noget. Hun var ret kølig, vil jeg sige. Jeg fik lov til at kæmpe. Hun havde en anden kæreste på det tidspunkt, det skal man jo ikke gå ind og blande sig i. Men så mødtes vi i Paris igen, og dèr blev vi kærester.

Simone Bendix arbejdede på det tidspunkt som fotomodel, og Kasper Winding var i byen for at indspille en plade samtidig med, at han debuterede som enlig far for sønnen Julian på halvandet år.

Forhistorien var en skilsmisse, sølet ind i tryksværte. Julian's mor, skuespilleren Gitte Nilsen, var løbet med Sylvester Stallone, og der faldt også lidt stjernestøv af på Winding, der af "Se og Hør" blev inviteret til en fotosession ude på Bellevue Teateret. Han troede, artiklen skulle handle om en forestilling, han skulle medvirke i, og glemmer aldrig resultatet: Et stort billede af ham mutters alene på en stor scene under overskriften "Så ensom kan man være".

- Det er ikke sjovt at skulle dele sin skilsmisse med hele verden, konstaterer Kasper Winding. Men hvad fik en ung fyr på 29 til at påtage sig forældrerollen ?

- Ikke andet end, at bare man kiggede på ham, blev man jo blød i knæene. Der var ligesom ikke så meget at gøre. Det var slet ikke et spørgsmål om kan/kan-ikke. Jeg rejste ret meget rundt og havde ham med alle vegne. Jeg havde ham i en Moses-kurv, så kunne han ligge der og sove i studiet. Jeg tog lige et par måneder, hvor jeg slet ikke lavede noget, hvor jeg bare koncentrerede mig om at få samling på tropperne - det vil sige ham og mig - og ligesom finde ud af, hvordan vi skulle gøre det. Og så er det jo ikke så besværligt at have børn med, som folk gerne vil gøre det til. Det er et spørgsmål om at GØRE det, vil jeg sige. Han har været fantastisk til at gå på restaurant ALTID, også i den alder, hvor alle andre børn er meget besværlige at have med, fordi de ikke kan sidde stille.

Far mod alle odds

Måske hjalp det også lidt, at Kasper Winding var i træning. Han havde været far, siden han var seksten og hans daværende kæreste, den syv år ældre fotomodel Pia Tryde, ringede og sagde, at hun var gravid og gerne ville have barnet, hvad han sagde til det ?

- Jeg syntes bare, det var fedt. Der var slet ikke noget unaturligt for mig ved det, siger Winding, der flere år senere også giftede sig med kæresten ... for at blive skilt igen året efter.

Idag er Oliver 28 år og uddannet manuskriptforfatter, og selv om han i modsætning til Julian ikke har boet hos sin far det meste af tiden, føler Kasper Winding sig lige tæt knyttet til sine to store sønner.

- I starten var jeg måske plaget af en lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde været med til at skabe et mere normalt liv for Julian. Men jeg har altid været meget tæt på mine børn. Når man får et barn som 16-årig, knytter man sig også virkelig hårdt til hinanden, fordi verden ligesom er imod den tanke. Man er sammen om, at det er imod alle odds, at vi skal have det her til at fungere.

Men hvad med friheden og de ansvarsfrie ungdomsår, vi ynker teenage-forældre for at have mistet ?

- Dem havde jeg, da jeg blev lidt ældre - ind imellem første og andet barn. Jeg havde nogle år der i begyndelsen af tyverne, hvor jeg blev teenager, så det var fint nok. Jeg havde heller ikke brug for mere, griner Kasper Winding på en måde, så man må undre sig over, hvordan det er lykkedes ham at bevare et ry som små-selvhøjtidelig. Det skulle da lige være på grund af billederne. For selv sin dalende status som frier omtaler Kasper Winding i uhøjtidelige vendinger.

- Simone har aldrig rigtig villet giftes. Fordi hun mener, jeg har været gift to gange før, og det hjalp jo ikke så skide meget, så ... det kan hun jo have ret i. Og nu har vi været sammen så mange år, så det vil måske ødelægge energien lidt ... det går jo skidegodt.

Nu'et er godt nok

I en alder af 45 øjner Kasper Winding stadig chancen for en tredie teenage-tid. Selv om han med sønnen Pablo på to et halvt mere ligner en mand, hvis skæbne er at have småbørn hele livet.

- Jeg er da i tvivl om, hvor mange flere jeg skal have. For det er emotionelt hårdt at have børn: Jeg elsker dem så meget, og det river og flår i een på en måde, som jeg synes er meget rå ind imellem. Man bruger megen tid på at bekymre sig, om de nu har det godt. Hvis jeg skal være bedstefar en dag, er det vel også OK at kunne koncentrere sig om det og ikke skulle passe mine egne børn samtidig. Så om 20 år kunne jeg egentlig godt tænke mig ikke at passe børn mere. Jeg kunne godt tænke mig at være teenager igen - omkring de 60-65 år. Men man bestemmer jo ikke altid det hele selv.

Men Kasper Winding lyder som en, der er mentalt rustet, hvis den plan skulle mislykkes.

- Jo ældre jeg bliver, jo mere finder jeg ud af, at vi ER faktisk i Paradisets Have. Det der med at komme i Himlen ... jeg tror, vi ER i Himlen. Det er bare os, der ikke vil acceptere, at det er Himlen. Det er også Helvede, vi er kommet i. Vi er begge steder, og jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde slutter rigtig fred med det, men jeg tror, vi er nået en lang vej ved at acceptere, at det er sådan, det er. Det bliver ikke bedre, end det er nu.

Den erkendelse har gjort ham bedre til at være i nu'et. I stedet for at jage lykken, som han i højere grad gjorde tidligere - indimellem med stort held.

- Fordi jeg har levet livet, som jeg har gjort, har jeg haft nogle meget, meget kraftige opture og nogle meget, meget kraftige nedture. Det har været voldsomt. Jeg har bare kastet mig ud i tingene fra en meget tidlig alder, måske lidt naivt ... jeg gjorde det bare, og så pludselig kommer der nogle ting tilbage, når man stikker næsen langt frem.

Hvis han så også bare lige kunne give et praj om, hvordan nedture bliver til opture igen, så skal han ikke høre mere herfra: