![]()
BIOGRAFI: Maya Albana
I slutningen af april 99 udgiver den 25-årige sangerinde Maya Albana sit første soloalbum. Albummet er indspillet i løbet af 1997/98, og er resultatet af de sidste års arbejde som sangskriver og tekstforfatter. Maya Albana var fra 1992 en del af popgruppen Nice Device. Gruppens arbejde resulterede bl.a. i 500.000 solgte eksemplarer af singlen Cool Corona, grammyer for årets nye navn og årets hit i 1994, turnéer i Danmark, samt diverse showcases i Tyskland og Østrig. I sommeren 1996 besluttede Nice Device at stoppe, for hver især at forfølge egne musikalske mål. Maya Albana, der siden 1994 sideløbende med sin musikalske karriere har arbejdet som studievært og tilrettelægger for henholdsvis TV3 og ungdomsstationen ZTV, valgte herefter at trække sig tilbage fra både TV og popmusik. I de næste par år bestræbte Maya sig på at udvikle sig som sangskriver og tekstforfatter. Undervejs i samarbejde med bl.a. Goon, Jeppe Kaas og Martin Hall. I slutningen af 1997 fandt Maya sammen med Kasper Winding og Thomas Blachman og påbegyndte indspilningen af albummet "Maya Albana". Albummet er indspillet i Thomas Blachmans studie The Recreation Center i København og mixet i Kasper Winding's studie i London. Maya Albana spillede sin debutkoncert på årets Venuefestival og blev bl.a. udnævnt til den "nye danske rockdiva" og "et af højdepunkterne på Venue-festivalen". Maya vender tilbage på live-scenen efter udgivelsen af sit album. Diskografi:Nice Device The Album 1993 www.musik.org |
|